Nytårsforsæt: Nå dine mål for 2019

Nytårsforsæt er en sær størrelse. De færreste af os formår jo at ændre vaner fra den ene dag til den anden. Men hvor der er vilje, er der vej. Ikke mindst når du også ved lidt om, hvordan du snyder dit vanedyr af en hjerne og finder ind til kernen af din motivation.

Skriv dine nytårsforsæt ned

Det nye år er lige på trapperne. De to mest udbredte nytårsforsætter blandt danskerne handler om mere motion og en slankere krop, og du er måske godt tilfreds med dig selv, for du har også besluttet, at fra årsskiftet skal en ny og sundere livsstil dominere dit liv.

Du skal gå til yoga hver onsdag, løbe tre gange om ugen og drikke friskpresset juice. Og denne gang dropper du ikke dit nytårsforsæt efter et par uger. Det kommer til at holde, det ved du bare. Eller?

Det er faktisk kun 12 procent af os, der kommer i mål med vores nytårsforsæt, for det er benhårdt at ændre en vane. Det peger en undersøgelse fra Bristol University i hvert fald på.

I en dansk undersøgelse er tallet helt nede på sølle fem procent. Men heldigvis er det muligt at blive en del af den gode statistik og opnå de mål, du sætter dig for ved årsskiftet.

Sig det højt

Det gode er, at uanset om du holder forsættet eller ej, er selve handlingen udtryk for noget godt: Du gør status over året, der gik, og har en forventning om, at det kommende år kan blive bedre.

Du tror på, at du ved at gøre en aktiv indsats er i stand til at ændre de forhold, du ikke har været tilfreds med, så du bliver gladere og lykkeligere.

“Nytåret er en ny begyndelse. Derfor er det logisk at træffe sin beslutning her. Det nye, friske år giver os en ny chance. Symbolværdien betyder meget,” siger psykolog Anne Kirsten Hansen.

Hun understreger, at dit løfte til dig selv skal være forpligtende for at virke. Det er ikke nok at tænke på de ting, du gerne vil ændre, eller at hviske det til en god veninde:

“Løftet skal skriges ud, ellers er det alt for nemt at bryde. Hvis du først har fortalt andre om dit forsæt, forpligter det.”

Skift omgivelserne ud

Det lyder måske fjollet, men det kan faktisk være en god idé at sige et nytårsforsæt højt, som du først vil sætte i værk om et stykke tid. Vil du for eksempel holde igen med rødvinen, kan du starte næste gang, du skal ud at rejse.

“Det kan være en god idé og føre til en succesoplevelse, hvis du skifter miljø og bryder de gængse rammer, når du skal føre noget nyt igennem i dit liv. Det gør du netop på en rejse,” lyder rådet fra psykologen.

Psykolog Anne Kirsten Hansen forstår godt, at vi laver nytårsforsætter år efter år.

“Det er et alment menneskeligt behov. Når vi melder vores nytårsforsæt ud, viser vi dybest set de andre og os selv, at vi er en del af flokken på godt og ondt,” fortæller hun.

At vi gør det, de andre gør, kan dog sommetider betyde, at vi kommer til at lave et nytårsforsæt uden at tænke over, om det nu også er det bedste for os.

Hvis du skal have held med at føre dit nytårsforsæt ud i livet, er det vigtigt, at du ved, hvorfor det er vigtigt for dig at skrue lige netop på dén knap.

Hjernen skal med

Nytårsforsætter handler om, at du ændrer din adfærd. De dårlige vaner skal væk, og du vil gerne tillægge dig nye gode vaner, som ja, netop skal være vaner.

En vane er en ubevidst handling, der gentages igen og igen, fortæller Torben Wiese fra konsulentvirksomheden Habitmanager. Han er foredragsholder, står bag bestsellerne ‘Bryd vanen og nå dine mål’ og ‘Bøj fisken, mens den er frisk’ og titulerer sig selv som vanebryder på sit visitkort.

“Da vores hjerne har mange opgaver at tage sig af, holder den af vaner. For så sparer den energi, som den kan bruge til noget andet. Da det samtidig føles dejlig trygt for os at gøre det, vi plejer at gøre, kræver det en bevidst indsats at overtale hjernen til at prøve noget nyt og farligt. Vejen til det er selvransagelse og planlægning.”

Kroppen følger med

Men inden du taber modet, skal du huske på, at din hjerne (og din krop) med tiden bliver fortrolig med de nye handlinger og tankegange.

Holder du fast i dit nytårsforsæt og din adfærdsændring den første svære tid, sker der med andre ord en automatisering, som gør det meget nemmere for dig at spise sundere, være mere nærværende eller gøre netop det, der gør 2019 til et godt, sundt og meningsfyldt år for dig.

Sådan holder du fast i dine nytårsforsæt

1.

Find ud af, hvad der motiverer dig

Spørg dig selv, hvad du kan opnå ved for eksempel at spise sundere. Det kan være, at du kan passe dine gamle jeans, og det kan medføre selvværd, der igen fører til mere overskud, der fører til en gladere familie og mere livskvalitet.

Nu er det måske nemmere at vælge skyr med frugt og mandler i stedet for en Snickers?

Motiveres du bedre af pisk end gulerod, kan du spørge dig selv, hvad der kan ske, hvis du ikke ændrer dine lidt for usunde vaner: Du kan måske risikere at få en livsstilssygdom.

2.

Læg en plan, og start i det små

Hvad er det mindste, du kan gøre for at komme i mål?

Vil du løbe, kan dit mål i første omgang være at købe løbesko. Næste mål, du kan sætte dig, er, at du dagen efter skal tage skoene på. Når du har gjort det, kan du beslutte dig for, at du i morgen skal løbe en kort tur.

På den måde ender du måske på sigt med at løbe fem kilometer to gange om ugen, selv om du kun har sat dig små, overskuelige mål til at begynde med. For uoverskuelige mål kan gøre, at du mister motivationen i begyndelsen af din nye vane.

3.

Udfør planen, og mind dig selv om den

En plan har først værdi, når du fører den ud i livet.

Skriv din plan for dit nytårsforsæt ned på Post-its, og klæb de små sedler op, hvor du ikke kan undgå at blive konfronteret med dem. Bag på køkkenlågerne, natbordet, toiletdøren eller opslagstavlen, du kigger dagligt på i dit hjem.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto