One pot pasta med cherrytomater

På under 15 minutter kan du have en dampende, lækker pastaret med grønkål klar til familien. Og så skal du kun vaske én gryde op. One pot pasta holder hele vejen!

Når det skal gå hurtigt, så vælg at lave mad, du bogstaveligt talt kan lave med én hånd.

Denne gang bringer vi opskriften på ‘one pot pasta’, som jo er enhver travl familiefar eller mors drøm. Al maden puttes ned i én gryde, og skal kun stå og småkoge i omkring  16 minutter. Voilá, så har du en dampende pastaret, som vil få mundvandet på både store som små til at løbe.

I forhold til denne ret er det enormt vigtig at måle din mængde af vand rigtigt op, og at bruge den rigtige gryde. Du kan bruge enten en meget stor pande eller kasserolle, hvor pastaen kan ligge ned i. En wok, som vi har brugt i filmen, er også fin.

Det skal du bruge:

4 personer

  • 400 g linguine eller almindelig spagetti
  • 350 g cherry tomater
  • 2 usprøjtede citroner
  • 100 ml olivenolie
  • 450 g grønkål eller palmekål
  • 1,5 tsk. salt
  • Rigelige mængder af parmesanost til at rive ud over retten

Sådan gør du:

Start med at sætte en kedel med 1 L vand til at koge, og find en stor pande /wok frem.

Put din pasta ned I panden og skær tomaterne i halve før du putter dem ned til pastaen. Pres citronerne og hæld saft, olivenolie og salt i gryden. Tilsæt en liter vand, og bring det hele op at koge.

Når det koger, så sænk varmen og lad det simrer i omkring seks minutter. Sørg for at røre godt rundt i pastaen med jævne mellemrum.
Skyl og fjern stokke fra kålen og skær dem groft ud. Når pastaten har kogt i cirka seks minutter, putter du kålen i og lader hele molevitten simre i to minutter. Når alt vandet er væk, er retten færdig og klar til at servere.

Top med rigelige mængder af parmesan.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto