25 fantastiske oplevelser i Danmark på fire hjul

Bliv inspireret af 25 anderledes og overraskende oplevelser i hele landet. LIME har i samarbejde med Circle K fundet de bedste - alt fra økologisk pluk-selv på Sjælland og bisonsafari på Fyn til Europas største krokodille på Falster.

Oplevelser i Danmark - Camp Adventure

En gode måde at opleve Danmark på er med bilen, og det er faktisk rigtig hyggeligt at holde sommer herhjemme. Tag på magiske oplevelser i Danmark med hele familien – vi er næsten sikre på at der vil være en enkelt eller to steder, du hvert fald ikke har hørt om før!

Oplevelser på Sjælland og øerne

Oplevelser på Sjælland - Camp Adventure

1. Rejs tilbage i tiden med sporvogn

På Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm er det næsten som at træde ind i en tidslomme. Gå på opdagelse i museets over 100 gamle sporvogne og busser, og spring om bord på en sporvogn, der kører en tur på 1,8 kilometer til endestationen Eilers Eg, hvor I eventuelt kan spise lidt medbragte snacks på picnicpladsen. Entré er 60 kr. for børn og 120 kr. for voksne – og så kan I køre lige så meget med sporvognene, som I vil.

Adresse: Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, Skjoldenæsvej95, 4174 Jystrup, Midtsjælland

2. Gå på jagt efter skjulte trækæmper

Tag familien med på skattejagt på Københavns Vestegn, hvor kunstneren Thomas Dambo har skabt seks kæmpefi gurer i genbrugstræ, som alle er placeret på et lidt hemmeligt og smukt sted ude i naturen. Start for eksempel med Lille Tilde, der titter frem fra de høje træer ved Vallensbæk Mose, og se, om I kan fi nde alle seks.

Find skattekortet på thomasdambo.dk

3. Nyd udsigten fra sjællands højeste punkt

Midt i den smukke sydsjællandske natur står det splinternye 45 meter høje trætårn, der mest af alt ligner et kæmpe timeglas. For at komme op i toppen og nyde den flotte udsigt skal du følge en 800 meter lang snoet rampe op gennem trætoppene. Prisen for en tur op i tårnet er 125 kr. pr. person, og børn under seks år er gratis.

Adresse: Camp Adventure, Denderupvej 19, 4690 Haslev

4. Tag på pluk-selv-eventyr

Grennessminde er et økologisk gartneri og café, der samtidig har hjertet på rette sted og hjælper unge med særlige behov i job og uddannelse. Her kan I gå på plukselv- eventyr med en kurv eller trækvogn – og fylde den med alskens økologisk frugt og grønt. Ungerne kan også komme tæt på dyrene og møde både kælegrise, heste, æsler, høns, ænder, kaniner, geder og alpakaer.

Adresse: Grennessminde, Snubbekorsvej 16-18, 2630 Taastrup

5. Skattecenter og legeland i ét

I Nexø på Bornholm driver en gruppe frivillige det finurlige sted Værftet, hvor de mindste kan boltre sig i et farvestrålende legeland, mens de lidt større skater og lave tricks på ramperne i skatecentret – og bagefter kan hele familien læne sig tilbage i den hyggelige café. Indgang koster 65 kr. pr. mand.

Adresse: Værftet, Kystvej 2, 3730 Nexø

6. Mød Europas største krokodille

I Krokodille Zoo kan du hilse på Europas største krokodille, Sobek, der er over fem meter lang. Du kan også møde slanger, frøer og kæmpeskildpadder, men det vildeste er, at Krokodille Zoo er et af de eneste steder i verden, hvor du kan se alle de nulevende arter af krokodiller. Entrébilletten koster 50 kr. for børn og 80 kr. for voksne – og så støtter du samtidig bevaring af krokodiller verden over.

Adresse: Krodille Zoo, Ovstrupvej 9, 4863 Eskilstrup

7. Det danske svar på Stonehenge

På en øde lollandsk mark med udsigt over havet er billedhugger Thomas Kadziolas kunstværk ved at tage form. Dodekalitten består lige nu af 10 stenfigurer. Halvdelen af dem er færdighuggede – og når det er færdigt i 2025, vil der være 12 figurer. Det er et magisk sted, men det mest magiske er dog, at stenene synger, for inde i cirklen klinger smuk elektro-akustisk musik.

Adresse: Dodekalitten, Kragenæsvej 62, 4943 Torrig Lolland

Oplevelser i Jylland

Oplevelser i Jylland - Lego House

8. Bliv klogere på bæredygtighed

På Økolariet i Vejle kan du trykke, mærke, skubbe, teste og tegne dig gennem masser af interaktive oplevelser – og samtidig blive klogere på, hvordan vi mennesker påvirker vores klode. Økolariet har udstillinger om natur, miljø, klima, energi og sundhed, og entréen er gratis.

Adresse: Økolariet, Dæmningen 11,7100 Vejle

9. Vandkanoner og vandplaskeri

I Aqua Dyrepark i Silkeborg kan du ikke bare møde oddere, vaskebjørne og bævere. Til sommer udvider dyreparken også sin vanvittig våde vandlegeplads Vandets Kraft, hvor badenymfer og vandhunde kan plaske løs med sluser, møller, kanoner, pumper og spyttende bævere. Entréprisen er 85,50 kr. for børn og 144 kr. for voksne – husk skiftetøj!

Adresse: Aqua Dyrepark, Vejlsøvej 55, 8600 Silkeborg

10. 3.500 sparebøsser på ét sted

Vist er der fint og flot på de store museer som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Louisiana. Men har I nogensinde set Danmarks største samling af sparebøsser? På sparebøssemuseet i Randers kan I opleve 3.500 af slagsen udformet som grise, bamser, fugle, kænguruer, biler og tegneseriefigurer – og nogle af dem har eksisteret siden 1600- tallet. Der er gratis adgang for alle.

Adresse: Sparebøssemuseet, Middelgade 1, 8900 Randers

11. Nyd udsigten fra toppen af et fyrtårn

I Vendsyssel ligger det imponerende naturområde Rubjerg Knude, hvor du kan komme helt op i det gamle fyrtårn fra år 1900 og nyde udsigten over det unikke klitlandskab. Fyret var på et tidspunkt næsten dækket af sand fra vandreklitten, men i dag er sandet vandret forbi. Fyret er dog stadig truet, da klintens stejle skrænt rykkere nærmere og nærmere. Fyret har åbent hele døgnet alle ugens dage, og der er fri entré.

Adresse: Rubjerg Knude Fyr, Fyrvejen 30, 9480 Løkken

12. Skyd med bue og pil som i stenalderen

Rejs tilbage til en af oldtidens mest spændende tidsperioder. Stenaldercenter Ertebølle summer af liv om sommeren. Her kan I møde flintsmeden og se ham arbejde, skyde med bue og pil eller padle en tur rundt på vores lille sø i stammebåden. Entré koster 80 kr. for voksne og er gratis for børn og unge.

Adresse: Stenaldercenter Ertebølle, Gl. Møllevej 8, 9640 Farsø

13. Tag på sælsafari i Thyborøn

Hop om bord på JyllandsAkvariets båd, og kom helt tæt på sælerne i Limfjorden. Sæler er meget nysgerrige dyr og svømmer ofte ud til båden for at se, hvem der kigger på dem. I kan hilse på to arter af sæler og måske være heldig at møde Danmarks største rovdyr – den store gråsæl. Hannen kan veje helt op til 300 kilo. Sælsafarien koster 195 kr. pr. snude.

Adresse: JyllandsAkvariet, Vesterhavsgade 16, 7680 Thyborøn

14. Gå på ravjagt og se fugletræk

Gjerrild Nordstrand er en skøn lille oase, som indbyder til nogle timers hygge med tæppe og picnickurv. Stranden er yderst børnevenlig med sit lave vand og fine sand. Snup en dukkert, lad ungerne lege i vandkanten og se, hvem der kan finde det flotteste stykke rav. Stranden er også et af Danmarks allerbedste observationssteder for trækkende rovfugle.

Adresse: Gjerrild Nordstrand, 8500 Grenaa

15. Leg i Danmarks største sandkasse

I Råbjerg Mile strækker de smukke sandklitter sig så langt, som øjet rækker. Det er Danmarks største vandreklit, som hvert år flytter sig omkring 15 meter tættere på Kattegat. Smid sko og strømper, og mærk det bløde sand under fødderne, mens I snupper en travetur på dens sand.

Adresse: Råbjerg Mile, 9990 Skagen

16. Hør træerne synge

Siden 1980’erne har berømte musikere plantet et træ i Kildeparken midt i Aalborg – en lille stander ved hvert træ spiller et medley af sangernes mest kendte sange, når du trykker på knappen. Kildeparken har mere end 80 syngende træer. Du kan blandt andet høre Take That, Bryan Adams, Sting, Elton John og Cliff Richard.

Adresse: Kildeparken, 9100 Aalborg

17. Syd jeres eget læsøsalt

På Læsø Salt syder de stadig salt som i gamle dage, og I kan suge stemningen til jer fra de dampende sydehytter, mens I lytter til det spændende foredrag. I kan også prøve at syde jeres eget Læsøsalt på de små minipandeanlæg. Ellers byder Læsø Salt på en hyggelig legeplads. Entré er gratis – syd-selv koster 80 kr.

Adresse: Læsø Salt, Hornfiskrønvej 3, 4900 Læsø

18. Kom tæt på himmelrummets konger

I Ørnereservatet kan du opleve de majestætiske ørne på tætteste hold. Se havørne, kongeørne, vandrefalke og jagtfalke folde deres enorme vinger ud og svæve rundt lige over dig. I kan også se en forevisning, hvor stedets dygtige falkonerer rider rundt på hesteryg og træner falkene. Entré koster 125 kr. for voksne og 60 kr. for børn.

Adresse: Ørnereservatet, Skagensvej 107, 9881 Bindslev

19. Skjult bunkermuseum under sandet

I det fredede klitlandskab ved Blåvand har arkitektfirmaet BIG skabt et sejt og flot bunkermuseum, der ligger skjult under sandet. Gå på opdagelse i den gamle kanonbunker fra Anden Verdenskrig og de andre spændende udstillinger om havets guld og den skjulte vestkyst. Entré koster 145 kr. for voksne, mens det er gratis for børn og unge.

Adresse: Tirpitz, Tirpitzvej 1, 6857 Blåvand

20. Sæt fantasien i gang

Nicolai for børn er et oplevelsesunivers for børn, der ikke ligner alle andre. Her er 1.300 kvadratmeter indrettet specifikt efter børn og deres skaberkraft, og det starter allerede, når du kommer ind i stueetagen. Her kan du nemlig klatre i tove gennem to etager. Ellers kan voksne og børn slippe fantasien løs i teaterrummet, junglerummet eller de to kreative værksteder. Indgang koster 40 kr. pr. snude.

Adresse: Nicolai for børn, Skolegade 2C, 6000 Kolding

21. Udforsk en øde ø

Skjern Enge er et fantastisk naturområde med hængebroer, udsigtstårne og ikke mindst to trækfærger. Hiiiiiv! Hvis hele familien lægger kræfterne i, kan I trække jer over Skjern Å til den lille ø Kalvholm, hvor kreaturer og vilde heste græsser om sommeren.

Adresse: Skjern Enge, Skjernåvej, 6880 Tarm

22. Et gigantisk Lego-hus

Lego House er et nyt og kreativt oplevelseshus, som er fyldt med mere end 25 millioner Lego-klodser. Du kan købe billet til særlige oplevelseszoner, men huset byder også på masser af gratis oplevelser. Se en af verdens største Lego-modeller, det 15 meter høje Tree of Creativity, og slip ungerne løs på de ni kreative legepladser på husets tagterrasser.

Adresse: Lego House, Ole Kirks Vej 1, 7190 Billund

Oplevelser på Fyn

Oplevelser på Fyn - Naturama

23. Oplev et naturtalent med lys, lyd og flotte billeder

Naturama er et videnskabsteater for fuld udblæsning, hvor I kan komme helt tæt på dyrene. Klø en ræv bag øret, giv en lille bjørn et knus, og hør kronhjortens brøl. Resten af 2019 kan I også opleve en særudstilling om dinosaurfamilier med sjældne skeletter, dinosaur-æg og billeder. Entré koster 110-140 kr. for voksne og er gratis for børn og unge under 17 år.

Adresse: Naturama, Dronningemaen 30, 5700 Svendborg

24. Træd indenfor i en gammel landsby

Lidt uden for Odense kan I rejse tilbage til 1800-tallet og slentre en tur blandt gårde og huse fra fynske landsbyer. De gamle bygninger får liv gennem mennesker og dyr, så glæd jer til at møde bonden i marken og den lille pige, der hjælper sin mor i køkkenet, og til at høre lyden fra smedens hammer, der brager gennem gaderne.

Adresse: Den fynske landsby, Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

25. Oplev buldrende bisoner

På Europas største bisonfarm kan I udleve jeres indre cowboys og indianere. Tag med ud på bisonsafari på den nordfynske prærie, og oplev mere end 400 kæmpestore bisonokser helt tæt på. I kan også svinge jer i indianerbanen i skoven. Se hjemmeside for åbningstider. Bisonsafarien koster 60 kr. for voksne og 40 kr. for børn.

Adresse: Ditlevsdal Bisonfarm, Tokkerodvej 24, 5462 Morud

Circle K’s guide til sommerlandet

Når solen skinner over Danmark, er landet allerdejligst og byder på mange fantastiske oplevelser. Så sæt jer ind i bilen, og kør ud i de skønneste egne med Circle K’s sommerguide.

Her får du Circle K’s bedste tips til spændende oplevelser, og har du brug for en pause på vejen, så hold den hos os. Her kan du i hyggelige omgivelser nyde pausen, proviantere og få ny energi til både din egen og din bils motor.

De smukkeste, sjoveste og mest underholdende oplevelser ligger kun en køretur væk i vores dejlige land.

Circle K

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto