Æblekage med sprød crumble
Et æble om dagen holder doktoren for døren - og så smager de himmelsk (og lidt syndigt). Prøv denne gammeldags æblekage med hjemmeristet sprød crumble.
Ingredienser
5 personer
Det skal du bruge
- 1 kg Belle de Boskoop-æbler
- 2 spsk. vand
- 1 vaniljestang
- 50 g rørsukker
- 25 g smør
- 200 g femkornsblanding (Urtekram)
- 2 spsk. hasselnødder
- 2 spsk. valnødder
- 2 spsk. mandler
- 1 tsk. kanel
- 1 dl honning
Tilbehør
- ½ l piskefløde
- 1 glas godt solbærsyltetøj
Lige nu smager de danske æbler bare rigtig dejligt, og har du æbler fra egen have, så er det bare om at komme i gang med at få dem spist. Æblekagen her ser fin ud, hvis du anretter den i glas, men du kan selvfølgelig også vælge at bruge en stor serveringsskål i stedet.
Æblekagekompot
Skræl æblerne, fjern kernehuset, og skær dem i grove stykker. Læg æblerne i en gryde med vand. Flæk vaniljestangen, og læg den i gryden sammen med rørsukkeret. Kog æblerne under låg ved svag varme, til de er møre, cirka 30 til 40 minutter. Afkøl æblekompotten.
Prøv også: Æblechips med mynte
Sprød crumble
Smelt smørret på panden, tilsæt alle flager og nødder samt honning. Rist det hele i cirka otte til 10 minutter, til det er sprødt, mens du rører hele tiden, så det ikke brænder på. Pisk fløden til skum. Læg æblekompot i en stor skål eller seks glas efterfulgt af et lag solbærsyltetøj og flødeskum. Drys til sidst med crumble, og server æblekagen.