Æblesmør med kanel

Æblesmør er en lækker spread hvor den søde smag af æble er samlet og koncentreret. Det er nemt at lave æblesmør (som ikke indeholder smør), men det tager nogle timer.

æblesmør | LIME

Ingredienser

ca. 2 glas personer

Det skal du bruge

  • 1 kg æbler (gerne spiseæbler)
  • 1 ¼ dl æblecider eller æblejuice
  • ¾ - 1 dl brun farin
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 knsp stødt nellike
  • 1 knsp salt
  • Friskpresset citronsaft fra ¼ citron

Æblesmør er ikke æblemos, æblesaft eller æblegele, det er noget helt fjerde. Langtidskogte æbler, pureret, sød og med smag af efterårets og julens krydderier. Har du mange æbler i overskud, eller elsker sjove projekter i køkkenet, så er det her lige noget for dig.
Brug det som spread på brød, til ostebordet, eller i en æblekage, for at give ekstra umph og intens smag af æble.

Sådan gør du

Fjern kernehuset og skær æblerne i tern- de skal ikke skrælles. Hvis du har en udkerner, kan du skære æblerne i 6- 8 både, som du skærer over på midten.
Hæld alle ingredienserne, undtagen citronsaft, i en tykbundet gryde, og varm op ved svag varme. Gryden skal være så stor, at der er plads til at røre rundt. Æblerne skal simre i cirka 1 time uden låg. Rør rundt løbende.

Purér æblerne enten med en stavblender, i en almindelig blender, eller ved at mose dem igennem en si.
Varm pureen op igen og lad den simre videre uden låg, mens du rører i gryden en gang imellem. Indtil æblemassen er tyk, fløjlsagtig og mahogni mørk. – Det tager cirka en time.

Når æblesmørret er klar vender du citronsaften i og hælder æblesmørret på rene glas og stiller dem i køleskabet.