Citronfromage med lakridsskum

Skal du have gæster i løbet af ugen men ved, at du får travlt på dagen, så kan du snildt lave denne her citronformage med lakridsskum aften før.

Ingredienser

  • 3 blade husblas
  • Korn af 1 vaniljestang
  • 100 g sukker
  • 3 hele pasteuriserede æg
  • Saft og skal af 2 usprøjtede citroner
  • 2 dl piskefløde
  • _
  • Lakridsskum:
  • 1 ½ dl piskefløde
  • 1 tsk. lakridspulver + ekstra til pynt

Citronfromage er en klassisk og altid skøn dessert, som de fleste nok kan huske fra barndommen. Opskriften her er af den lækreste luftige, friske slags med syrligt sødme i perfekt kombination.

Sådan gør du

Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i 5 minutter. Mas vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret. Pisk vaniljekorn, resten af sukkeret, æg og fintrevet skal af 1 citron sammen i en skål med en elpisker. Massen skal piskes hvid og luftig, til sukkeret er helt opløst.

Pres saften ud af begge citroner, og varm den forsigtigt op i en lille gryde – den skal ikke koge, blot blive varm. Tag husblassen op af vandet, og lad den smelte i den varme citronsaft. Hæld saften ned i æggemassen i en tynd stråle, mens du pisker konstant. Pisk fløden til let skum, og vend det i citron-ægge-massen. Fordel blandingen i 4 portionsglas, og dæk med husholdningsfilm. Sæt glassene i køleskabet i mindst 4 timer.

Prøv også: Kanelsnegle med chokolade & blåbær

Lakridsskum

Pisk fløde og lakridspulver sammen i en skål til meget let skum. Skummet må ikke blive stift, men skal være blødt og cremet. Tag citronfromagen ud af køleskabet, et par minutter før den skal serveres, og top med 1 stor spsk. lakridsskum. Drys med lidt lakridspulver, og server straks.

Husk! Det tager ikke lang tid at mikse en citronfromage sammen, men den skal altså lige nå at sætte sig, og skal stå på køl i mindst fire timer, før du serverer den.