Focaccia med revet æble og timian

Et lækkert hjemmebagt brød til suppen, salaten eller i madpakken er altid en succes - og behøver absolut ikke være et større projekt.

Ingredienser

  • 30 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 2 tsk. salt
  • ½ dl olivenolie
  • 2 fed hvidløg
  • 3 store æbler, fx Discovery
  • 100 g fuldkornshvedemel, gerne italiensk, fx Il Fornaio
  • 400-450 g hvedemel
  • Olivenolie til at smøre hæveskålen
  • 4 stilke frisk citrontimian
  • ¾ dl olivenolie
  • Flagesalt
  • 1 bradepande, ca. 22 x 32 cm

Foccacia er herligt tilbehør til mange retter. Året rundt. Særligt her i suppesæsonen er et lækkert hjemmelavet brød rigtig godt. Du kan også skifte æbler ud med oliven eller cherrytomater.

Sådan gør du

Opløs gæren i vand. Tilsæt honning, salt og olie, og rør, indtil det er opløst. Pil hvidløgsfeddene, og riv dem fint. Skyl æblerne, og riv dem groft. Rør hvidløg og æbler i gærblandingen. Tilsæt de to slags mel, og rør godt, til dejen er jævn og blank. Hæld dejen i en skål, der er smurt med olie, og lad den hæve tildækket et lunt sted i to timer.

Prøv også: Pasta med ricotta og røget laks

Beklæd bradepanden med bagepapir, og fordel den våde dej jævnt i formen. Tryk små huller i dejen med fingrene. Drys med plukket citrontimian, og dryp rigeligt med olie over. Lad brødet efterhæve et lunt sted i 30 minutter. Drys overfladen med flagesalt, og bag brødet i ovnen ved 180 grader i cirka 25 minutter, til overfladen er gylden og sprød. Lad brødet køle lidt af på en bagerist. Skær brødet i firkanter, og servér.

Tip! Brødet smager både salt, sødt og sprødt, så du kan for eksempel spise det til suppe, bruge det til en sandwich eller bare nyde det med lidt olivenolie.