Middelhavsfad med halloumi

Kom i sommerstemning og smæk sæsonens grøntsager og halloumi på grillen, og få en sund og lækker aftensmad, som hele familien kan nyde.

Middelhavsfad med halloumi

Ingredienser

4 personer

Det skal du bruge

  • 400 gram kartofler, skrubbede
  • 4 gulerødder, uden toppe og skrubbede
  • 2 røde peberfrugter, uden frø og ribber
  • 1 courgette, trimmet
  • 1 helt hvidløg
  • 1 citron, skyllet
  • 2 kviste frisk rosmarin
  • 4 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • Havsalt og friskkværnet sort peber
  • 250 g halloumi
  • 12 sorte kalmataoliven, afdryppede og uden sten
Til servering
  • Ruccola eller blandede salatblade
  • Ristede pinjekerner
  • Havsalt og friskkværnet sort peber
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • Balsamicoeddike

Når den travle hverdag slår til, er nem og sund mad guld værd. Middelhavsfad med halloumi giver klassiske grøntsager og ost et ekstra pift, som hele familien kan være med på. Du kan vælge at smide ingredienserne på grillen, der går godt som vegetarisk aftensmad eller tilbehør til en god steak eller kylling. Nemmere bliver det ikke.

Læs også: Tips og tricks til grillsæsonen

Sådan gør du

Varm ovnen op til 200° og læg bagepapir på en bageplade. Skær kartofler, gulerødder, peberfrugter og courgette i mundrette stykker, halver hvidløget (på tværs, så alle fed er skåret igennem) og del citronen i tynde både. Kom det hele på bagepladen og tilsæt rosmarin. Dryp olien over, krydr med salt og peber og vend det rundt. Bag blandingen i 25-30 minutter, eller til
grøntsagerne er næsten møre.

Bræk halloumien i mundrette stykker og fordel dem over grøntsagerne sammen med oliven. Tænd for ovnens grillelement, skru op for temperaturen og grill halloumi, oliven og grøntsager i 5-10 minutter, eller til osten er blevet blød og gylden, og grøntsagerne er møre og gyldne. Server pyntet med en håndfuld rucola og et drys pinjekerner, krydr med salt og peber og dryp olie og eddike over.

Gode tips

  • Du kan gøre retten nøddefri ved at erstatte pinjekerner med græskarkerner eller solsikkekerner.
  • Du kan gøre retten vegansk ved at udelade halloumi eller erstatte den med marineret tofu eller tempeh.

Opskriften er fra kogebogen ‘Green Kitchen derhjemme’ skrevet af David Frenkiel og Luise Vindahl, som er til dig der holder af sunde og lækre vegetaropskrifter til hele familien. Du kan finde bogen og mange andre nemme hverdagsretter her.

Green Kitchen