Pitabrød med karrystegt rødspætte og persilledressing

Fisk er sundt, og puttet i pitabrød er det samtidig et hurtigt, toplækkert og populært måltid i hverdagen.

Ingredienser

  • 500 g rødspættefileter
  • 3 spsk. grahamsmel
  • 1 tsk. karry
  • ½ tsk. salt
  • Olivenolie til stegning
  • _
  • Persilledressing:
  • 2 ½ dl cremefraiche, 18%
  • 2 tsk. sød sennep, for eksempel dijonsennep med honning
  • 1 skalotteløg
  • 2 spsk. cornichoner
  • ½ bundt bredbladet persille
  • Saft af ½ citron
  • Salt og friskkværnet peber
  • _
  • Tilbehør:
  • 2 små hjertesalater
  • 1 rødløg
  • 1-2 agurker
  • 6-8 grove pitabrød

Pitabrød er godt til hverdagene, hvor tingene skal gå lidt stærkt og du ikke gider stå i køkkenet i flere timer, efter du er kommet hjem fra arbejde. Hvis familien ikke er så meget til fisk, kan du skifte rødspætten ud med falafel, oksekød eller skinke. Pitabrød plejer også at være et hit hos børnene, fordi de selv får lov at “samle” deres egen aftensmad. Det betyder også mindre tid i køkkenet for dig.

Sådan gør du

Rør cremefraiche og sød sennep sammen. Pil skalotteløget, og hak det fint sammen med cornichoner og skyllet persille. Vend det med cremefraichedressingen, og smag til med citronsaft, salt og peber. Sæt dressingen i køleskabet, til den skal serveres.

Skær rødspætterne i store tern. Bland grahamsmel, karry og salt sammen i en dyb tallerken, og vend fiskestykkerne heri. Opvarm en pande med olie, og steg fiskestykkerne 1-2 minutter på hver side, til de er gyldne og sprøde.

Prøv også: Krebinetter og flødekogte gulerødder med estragon

Tilbehør

Skyl og snit salaterne. Pil rødløget, og skyl agurken. Skær rødløg og agurk i tynde skiver. Lun pitabrødene. Anret fisk, grøntsager og dressing i skåle på bordet, så man hver især selv kan komme fyld i et lunt pitabrød.