Peter Mygind:“Mit krav til jobbet. Jeg skal gå klokken 16”

For Peter Mygind har familien i mange år været vigtigere end karrieren. "Jeg skal ikke bo sammen med et teater resten af mit liv, jeg skal bo sammen med min hustru og min familie," siger skuespilleren, der faktisk bor i samme hus som sin svigermor, svigerdatter, søn og sit barnebarn.

Peter Mygind

Vi har talt med skuespiller Peter Mygind, der i den grad har fundet ud af, at livet er skrøbeligt. Derfor nyder han i fulde drag at have næsten hele familien under samme tag, og så må han sande, at angst er en følgesvend, som nok aldrig slipper sit tag. Læs med og find ud af, hvad livet har lært Peter Mygind og se også videoen længere nede, hvor han deler ud af sine hemmeligheder.

Familie

Det betyder alt. Det er så meningsfuldt. Jeg har lært at prioritere min familie højere end min karriere. For nogle år tilbage fik jeg en rolle i en spillefilm, hvor mit vigtigste krav var, at jeg kunne gå klokken 16 hver dag, fordi jeg skulle hente mine børn i børnehaven. Producenten var i chok.

Hele familien under samme tag

Men for mig har det været en prioritet, for jeg skal ikke bo sammen med et teater resten af mit liv, jeg skal bo sammen med min hustru og min familie. Vi bor stort set alle sammen under samme tag og for mig er det en kæmpe lykke og uendelig tilfredshed, at vi kan det. Svigermor bor øverst oppe, og min søn Julius og svigerdatter Stine flyttede ind, efter de fik Rosa.

At blive farfar

Giver den vildeste følelse i kroppen. Jeg skal faktisk holde min begejstring nede, da jeg er fuldstændig oppe at køre over det. Det er fantastisk, at min søn og svigerdatter har taget en beslutning om at blive forældre. Jeg er dybt taknemlig over, at min hustru, Lise, og jeg bor i samme hus som dem og kan være der i det omfang, de vil have os. Når man bor så tæt sammen, som vi gør, skal man huske på ikke bare at vade ind. Men jeg glæder mig så meget til at gå tur med en barnevogn. Det er altså et af livets mirakler at få børn, og da jeg selv blev far, vendte det mit liv fuldstændig.

Havde hovedet oppe i egen røv

Da Lise fødte Julius, gik jeg på Statens Teaterskole og havde hovedet op i min egen teaterrøv og kunne ikke tænke på andet end mig selv og mit vidunderlige talent. Da vi så blev forældre, gik det op for mig, at verden er meget større, når man kigger udad end indad, for det er en kæmpe gave at få børn. Jeg kom faktisk til at råbe det lidt for højt i ‘Mads & Monopolet’, at jeg skulle være farfar. Der fik jeg en sms fra min søn, der skrev, at jeg skulle huske, at det ikke var mig, der blev far. Jeg lagde mig fladt ned og sagde undskyld.

Sygdom

Vi lærer gennem livet, at vi ikke altid er herrer over, hvad der sker. Jeg har haft tre blodpropper og et hjertestop. Det lyder helt vildt, når man siger det højt. Det irriterende i mit tilfælde er, at jeg er blevet undersøgt fra top til tå, men lægerne ved ikke, hvorfor jeg danner blodpropper, for jeg er høj, slank og dyrker motion og lever sundt, så jeg hører ikke ind i målgruppen, der skal rammes af blodpropper. Derfor skal jeg leve med den frygt, at jeg kan danne blodpropper igen. For det sætter ens liv i perspektiv, når du vågner op, og der er en mand, der giver dig hjertemassage.

Den var gal

Den morgen, jeg fik hjertestop, kunne jeg faktisk mærke, at der var noget galt, så jeg ville tage forbi hospitalet. 20 meter fra akutklinikken falder jeg om og vågner ved, at der er en mand, der skriger mit navn og giver mig hjertemassage. Efter det tilfælde besluttede hele familien, at vi skulle tage et førstehjælpskursus, hvis der en dag skulle være brug for det. Det kan jeg anbefale alle at gøre.

Psyken

Jeg får angstanfald, hvor jeg tror, at jeg dør. Det kan komme helt ud af det blå, og selv i et behageligt selskab kan angsten ramme mig. Jeg har heldigvis lært at kontrollere den ved at banke på et punkt på min hånd, der kaldes panikpunktet og så trække vejret helt ned i maven. Metoden kaldes tankefeltsterapi. Det har taget tid at lære, men på få øjeblikke kan jeg nu faktisk stoppe mit angstanfald.

Angsten vil vippe mig af pinden

Angst er blevet min følgesvend, men jeg har heldigvis kontrol over den. Den prøver dog nogle gange at vippe mig af pinden. Jeg har været på et psykisk førstehjælpskursus, hvor jeg har lært at spotte folk, der er ved at få et angstanfald eller panikke. Jeg var på en skiferie, hvor en kvinde brækkede benet voldsomt, og det var tydeligt, at hun var ved at gå i chok, så ved at tale til hende og få hende til at trække vejret roligt, kunne jeg få ordentlig kontakt til hende.

Sex

For mig er sex ikke kun det at knalde, det er berøring, at flirte i telefonen eller sende frække sms’er. Når man er ung og lige har mødt hinanden, så er det klart, at man knalder mere, end når man har været sammen i 26 år. Men sex får en anden betydning med årene, intimiteten er den samme, men den får en anden betydning, og jeg elsker at kysse, kramme og holde i hånd.

Sex fylder mindre

Når det så er sagt, så elsker jeg også sex, men det er ikke noget, der fylder nær så meget, som da jeg var ung. Med alderen er jeg blevet god til at opsøge den intimitet, der er i berøring, såsom at sidde i sofaen og holde i hånd med min hustru en hel aften. Det, synes jeg, er pisselækkert, og den intimitet glemmer mange mennesker.

Kvinder

Jeg holder enormt meget af kvinder, fordi de tør tale om sårbarhed og følelser. De tør dele mere ud af sig selv, hvor mænd synes det er uncool at åbne op. Det forstår jeg slet ikke, og derfor elsker jeg at tale med kvinder, for tit og ofte kan vi få nogle meget mere følsomme og indholdsrige samtaler, end jeg kan med mænd. Jeg kan virkelig blive træt af at høre om biler i to timer eller høre på en mand, der kun kan tale om, hvor fantastisk han er. Jeg bliver træt bare ved tanken.

Jeg tager ikke Lise for givet

Det er dog vigtigt at huske på, at mænd og kvinder ser livet på forskellige måder. Jeg har fundet ud af, at der ikke altid er behov for at forstå det og for guds skyld ikke altid komme med en løsning, men bare lytte og spørge ind. Jeg falder stadig i efter 26 år og er derfor dybt taknemmelig over, at Lise og jeg stadig er sammen. Jeg minder mig selv om ikke at tage Lise for givet, for ellers så skrider hun. Jeg er på ingen måde perfekt og siger nogle gange latterlige ting, fordi jeg bliver revet med af følelserne.

Forhold

Kommunikation er en enormt vigtig og essentiel faktor i et forhold. Lise og jeg har haft mange hårde perioder og været meget nede i huller, hvor det er vigtigt at tilgive. Der er mange ting, man skal kunne tilgive. Hvis man hele tiden føler, at den ene taler småvrissent, så må man kunne tilgive det. Der kan jo være perioder, hvor man er stresset, og så går det ud over ens nærmeste. Det er ens nærmeste, der er ens skraldespand, så i virkeligheden handler det om at tage sin adfærd alvorligt, lytte til sin partner, hvis vedkommende har brug for hjælp, og så hjælpe til.

Tag din partner seriøst

Man skal som mand turde blive siddende på sin røv, når ens kæreste eller hustru tager noget op, som man tænker, hvorfor skal vi overhovedet tale om det. Men det er totalt lige meget, hvis ens bedre halvdel synes, at det er et vigtigt emne. Det kan være alt fra, hvordan man smører en mad til kun at sætte te over til sig selv, hvis det er et problem for din kæreste, så tag det alvorligt. Det er dog ikke alting, man kan løse med sin partner. Nogle gange er man nødt til at opsøge en professionel, det har jeg i den grad gjort. Det tager tid, og man skal være tålmodig med sig selv.

Mere om Mygind
  • Han er blandt andet kendt for sine roller i ‘Borgen’ og ‘Nikolaj og Julie’ og er også foredragsholder, entertainer, tv-vært og forfatter.
    54 år og gift med Lise Mühlhausen, som er selvstændig performance- og erhvervscoach. Sammen har de sønnerne Julius og Valdemar. I november sidste år blev Peter Mygind farfar til barnebarnet Rosa.
  • Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992.
  • Har deltaget i kampagner for social ansvarlighed og holder foredrag om kommunikation og arbejdsglæde samt vold og mobning, efter at hans søn to gange er blevet overfaldet umotiveret.
  • Aktuel med den schweiziske tv-serie ‘Private Banking’ og netop færdiggjort den tyske tv-film ‘Das Joshua-Profil’.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto