“Jeg betragter dem som mine børn, selv om jeg deler dem med deres forældre”

Linda Christensen er mor til fire børn. De tre af dem er plejebørn. Jobbet som plejemor er krævende, og det er umuligt at sygemelde sig. Alligevel vil Linda ikke undvære børnene for noget.

En torsdag eftermiddag ringer telefonen. Linda står i køkkenet og er ved at sætte tallerkenerne i opvaskemaskinen. Damen i den anden ende er fra Roskilde Kommune, og hun fortæller, at de står med en akutsag, og spørger, om familien kan tage imod en baby. Hun kan ikke fortælle, om det er en dreng eller pige, hvor gammelt barnet er, eller hvornår det kommer. Linda bliver paf og ringer til sin mand, Jan, der er på arbejde. Han siger uden tøven, at det kan de godt, og efter et par opringninger frem og tilbage med kommunen får Linda at vide, at der er tale om en syv uger gammel dreng, der vil komme hurtigst muligt.

Serien om kvinder, der gør en forskel

I LIME sætter vi fokus på kvinder, der rykker ved verden eller det helt nære. Kvinder, der gør en forskel – for andre mennesker, for en sag, for det store hele.

De næste par timer går hun rundt i ring om sig selv. Klokken 20 ringer det på døren. Der står kaffe og småkager på sofabordet, og en socialrådgiver, en pædagog, en familiekonsulent og en mor med sin lille søn tager plads i sofaen. Efter to timer er de alle væk igen, og tilbage sidder Linda og Jan med den lille i favnen. De griner lidt fjollet og spørger hinanden, hvad det egentlig var, der lige skete.

“Det var en meget mærkelig oplevelse at gå i seng med et spædbarn den aften. Det havde jeg ikke lige forestillet mig, da jeg stod op om morgenen,” fortæller Linda.

Ønsket om at gøre en forskel

Da Linda og Jan får den lille dreng, er det det tredje barn i familien. De har i forvejen deres biologiske datter Frederikke på otte år og deres plejedatter på fem år. Idéen om at blive plejeforældre har altid ligget hos parret. Som henholdsvis pædagog og sygeplejerske har de begge et kæmpe omsorgsgen, forklarer Linda.

plejefamilie

Planen var dog, at det skulle komme, når deres egne børn blev store, men da det på trods af mange fertilitetsbehandlinger ikke lykkedes at få flere børn efter Frederikke, var der ikke langt fra tanke til handling. Som 30- og 34-årige bliver de godkendt som plejefamilie.

“Jeg havde arbejdet med anbragte unge på en døgninstitution i nogle år, og jeg syntes ikke, at jeg gjorde nogen forskel. Jeg tænkte, at det ville være anderledes, hvis børnene var yngre,” fortæller Linda. Derfor lagde parret også vægt på, at deres plejebørn skulle være så små som muligt, så de kunne gøre en masse for dem helt fra starten.

Tre plejebørn i løbet af fire år

De får deres første plejebarn kort efter godkendelsen. Det er en frivillig anbringelse af en pige på to et halvt år, hvor det hurtigt står klart for Linda og Jan, at hun er omsorgssvigtet, og at forældrene ikke har kunnet magte opgaven. Det første år er pigen hjemme hos Linda, som er nødt til at lære hende helt basale ting fra bunden. Blandt andet har hun inden anbringelsen stort set ikke villet spise, og når Linda giver hende grød, er hun ved at kaste op:

“Jeg købte en stor barnevogn og fik hende til at sove til middag igen. Hun skulle igennem de basale ting, som babyer skal, og vi skulle blandt andet træne sprog og lære hende at spise.”

Der går kun kort tid, før hun begynder at trives, og det er ikke længere et problem at få maden ned.

plejefamilie

Efter fire år med tre børn i familien bliver moren til familiens lille plejesøn gravid igen. Hun er fast besluttet på, at hendes ufødte søn skal blive hos hende, når han er født, men allerede to måneder før termin vælger kommunen, at han skal tvangsfjernes ved fødslen. Linda og Jan bliver derfor spurgt, om de også vil være plejeforældre for lillebroren til deres plejesøn. Det siger de ja til, og da han er tre timer gammel, bliver han overrakt til dem.

“Det ville have været forkert, hvis han skulle have boet et andet sted, når hans bror er her. Jeg er helt sikker på, at hvis han var kommet et andet sted hen, ville jeg tænke på ham hver dag,” fortæller Linda og understreger, at de ikke skal have flere plejebørn, selv om drengenes mor skulle blive gravid igen. Hverdagen med fire børn viser sig nemlig at blive udfordrende. Den yngste dreng sover næsten ikke, og samtidig begynder hans storebror at få flere og flere udfordringer og bliver meget udadreagerende. Herudover skal de to ældste piger naturligvis også tilgodeses, og efter to år bliver det for meget for de hårdt pressede forældre.

Når en sygemelding ikke er mulig

Linda og Jan trækker vejret dybt ind og puster langsomt ud igen. Psykologen fortæller, hvordan de skal gøre, så deres åndedræt bliver så roligt som muligt. Hos dem begge banker pulsen af sted, de små tics i ansigtet kommer med korte mellemrum, og de har følelsen af, at hjertet sidder helt oppe i halsen. Det er umuligt for dem at modtage den planlagte supervision og tale om de konkrete problemstillinger, og derfor har psykologen valgt, at timen skal gå med åndedrætsøvelser.

“Vi havde begge alle tænkelige stresssymptomer. Det var forfærdeligt, for vi sad jo i saksen, da vi havde sagt ja til et job, hvor vi ikke kan sygemelde os,” fortæller Linda.

Det var en meget mærkelig oplevelse at gå i seng med et spædbarn den aften. Det havde jeg ikke lige forestille mig, da jeg stod op om morgenen

To år uden søvn, en hektisk og udfordrende hverdag og fire børn med hvert deres særlige behov har tæret hårdt på Linda og Jan. Det næste halve år kæmper de begge for at komme ovenpå igen.

“Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan vi kom igennem det, men det gjorde vi. Perioden med stress har været det absolut sværeste ved vores rolle som plejeforældre,” siger Linda.

I dag er parret meget opmærksomme på at give hinanden pauser og er blandt andet blevet betydeligt bedre til at få motioneret, hvilket giver dem begge ekstra energi.

Læs også: Få gode råd til hvordan du styrker dit barns venskaber

Fire børn med forskellige behov

Rollen som plejeforældre kræver nemlig utvivlsomt ekstra overskud. Ud over de sædvanlige ting, der er en del af en børnefamilies hverdag, så er ugen hos Linda og Jan også fyldt med tilsynsmøder, aftaler om samvær med de biologiske forældre og kurser. Samtidig har børnene meget forskellige behov.

“Vores plejedatter er en rigtig bogorm, der læser tykke bøger og er dygtig i skolen. Socialt er hun måske lidt anderledes,” fortæller Linda og fortsætter:

“Vores yngste plejesøn på tre år er meget hurtig i sin udvikling og gik, da han var ni måneder. Han er et meget udadvendt barn, modsat sin storebror.”

plejefamilie

 

Den ældste plejesøn er nemlig meget introvert og udfordret i skolen. Fagfolk mener, at de syv første uger af hans liv har haft en stor påvirkning på ham. Derfor er hans udvikling ikke alderssvarende, og Linda og Jan arbejder hele tiden for, at drengens hverdag bliver så god som muligt.

“Vi går på kurser og prøver at være på forkant hele tiden, og vi lægger hele tiden strategier. Vi vil jo bare gerne vores børn det bedste og sørge for, at de ikke stikker ud og bliver for anderledes end andre,” fortæller hun.

Ingen forskel på børnene

I starten så Linda rollen som plejemor som et kald eller en livsform, men på grund af de mange ekstraopgaver ser hun det nu også lidt mere som et job.

“Det er ikke bare at have børn, for det er børn med andre behov,” forklarer hun.

“Men de kalder mig stadig mor, og jeg betragter dem stadig som mine børn, selv om jeg jo også deler dem med deres forældre. Jeg vil gå igennem ild og vand for dem, og der er ikke nogen, der skal sige noget om mine børn, uden at jeg forsvarer dem med næb og klør.”

De skal mærke, at vi vil dem. Det kan vi kun gøre ved at behandle dem som vores egne

Linda er ikke bange for at miste nogen af børnene, da de nu er frivilligt anbragt, og da alle parter er enige om, at børnene har det godt hos Linda og Jan. De er en fuldt integreret del af familien, og parret har valgt ikke at skelne mellem de fire børn. Derfor indbetaler de for eksempel det samme beløb på alle fire børneopsparinger:

“De skal mærke, at vi vil dem. Det kan vi kun gøre ved at behandle dem som vores egne. De hører til her, præcis som vores egen pige, og det gør de resten af livet. Nogle gange kan jeg glemme, at de er plejebørn.”

Linda Christensen
  • Linda Christensen er 40 år og pædagog.
  • Hun er gift med Jan på 43 år, som er sygeplejerske.
  • Sammen har de deres biologiske datter Frederikke på 16 år, en plejedatter på 12 år og to plejesønner på syv og tre år.
  • De fire linjer på Lindas arm symboliserer hendes fire børn.