Psykisk vold: “Ingen kan se de ar, han har givet mig, men volden var virkelig”

Vold er andet end bank og blå mærker. Det ved 35-årige Cecilie, der har levet i det, men det ved vi som samfund stadig ikke. Psykisk vold er et stort, overset problem i Danmark, selvom eksperter vurderer den som særdeles farlig og som den mest udbredte voldsform, vi har.

Psykisk vold - Ærlig talt

Han var et helt andet menneske den aften. Virkede psykotisk. Hans stemme var skinger, og han grinede hysterisk, mens han med stift, insisterende blik fastholdte Cecilies blik over middagsbordet. “Ved I godt, mor har en hemmelighed, drenge? Vi kan ikke stole på mor.” Drengene på seks og ti år blev urolige, men bevægede sig næsten ikke på stolene. Nervøse, men prøvede på at smile lidt og svare høfligt. De vidste godt, hvad der var ved at ske. “Tror I, mor har kysset med andre? Man kan ikke stole på kvinder, drenge.” Ingen turde sige noget. Stemningen den sommeraften var lige så klam, varm og højspændt, som lige før tordenvejr, og ligeså almindelig som at det var onsdag. Og efter maden vidste Cecilie, at det var nu. Nu hun og børnene skulle væk.

Det var farligt

“Jeg havde bygget op til det længe. I årevis nok. Men dén aften vidste jeg, at nu var det farligt. Jeg vurderede ham simpelthen som sindssyg i øjeblikket. Han befandt sig i en helt anden virkelighed, hvor jeg slet ikke kunne snakke fornuft med ham. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor vred han var, og jeg anede ikke, hvad han kunne finde på. Jeg følte, han var ved at kortslutte fuldstændigt, fortæller 35-årige Cecilie.

Vi kører efter mælk

Familien spiste færdigt, mens både Cecilie og børnene var på overarbejde for ikke at give ham anledning til at tænde helt af.
“Jeg lod som om, alting var normalt. Det havde jeg lært mig selv, og det var jeg god til. At glide af på diskussioner og abstrahere fra de modbydelige ting, han sagde til mig. Og så sagde jeg til ham, at vi lige kørte efter mælk,” siger Cecilie.
Men det gjorde de ikke. Hun fik sine børn ind i bilen, og så stak hun af. Kørte ud ad de små veje på landet og havde ingen planer om at vende tilbage til deres fælles hjem, til Karsten og alt det, de havde haft sammen.

Definitionen på psykisk vold

Ti år, to børn, utallige raseriudbrud, banken i borde og stole, der blev knaldet ned i gulvet. Beskyldninger, ukvemsord, kontrol, isolation, lange, lange regelsæt om alt fra spisetider og ruten hjem fra hendes arbejde, fra børnenes bordmanerer til, hvorvidt man måtte kunne høre dem, når de legede. Iskolde blikke, skyldplacering, nedgørelse, lidt skub, en smule fysisk fastholdelse og ét enkelt blåt øje. Sådan startede det selvfølgelig ikke. Men sådan blev det. Livet med Cecilies eksmand. Et liv, der faktisk er indbegrebet af psykisk vold, ifølge eksperter.

Det er personligt

“Definitionen på psykisk vold er langvarig og systematisk nedgørelse og ydmygelse af et andet menneske. Det er ikke bare skældud, men går dybere og er personligt. Det handler ikke om det, du gør, men at du grundlæggende er forkert og utilstrækkelig. Psykisk vold kan både være verbalt og stiltiende som en bestemt stemning eller ekstrem kulde fra partneren,” siger Ask Elklit, professor i klinisk psykologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi og en af de få, som forsker i psykisk vold i Danmark.

Trusler er tit centrale

Trusler kan også være en central del af psykisk vold – også selvom gerningsmanden enten ikke har gjort alvor af dem eller “bare” har udøvet fysisk vold mod partneren en eller få gange, forklarer han:
“Truslerne behøver ikke betyde meget for den, der siger dem – måske er de glemt igen med det samme, men det er de ikke for modtageren. De er med til at holde hende fast i frygt, også selvom den fysiske vold måske kun er blevet reel få gange. Voldsudøveren behøver ikke andet end at hæve stemmen, så bliver modtageren bange, og så har han den virkning, han gerne vil have: magt og kontrol,” siger Ask Elklit.

500.000 lever med psykisk vold

Tal viser, at omkring 500.000 kvinder og 280.000 mænd i dag lever i, eller har levet i, psykisk vold. Heraf er størstedelen kvinder, men mænd rammes også af psykisk vold, ifølge en undersøgelse af YouGov for Søndagsavisen fra 2014.

Grundstammen i alle voldsformer

Hos Danner oplever man, at 98 procent af de 2000 voldsramte kvinder, der søger hjælp på krisecentre årligt, har været udsat for psykisk vold. Men man oplever også, at mange af kvinderne ikke ved, at det, de har været udsat for, har et begreb, og er noget, som ikke bare er overgået dem, men overgår mange.
“Det forholder sig sådan fordi, vi har en meget unuanceret forståelse af vold i Danmark som noget med slag, spark, blå mærker og brændemærker, eller seksuel vold, hvor man er tvunget til at gøre noget seksuelt, man ikke vil. Når stort set alle kvinder, der kommer hos os, har været udsat for psykisk vold, er det fordi, psykisk vold er selve grundstammen i alle andre voldsformer”, siger Lisbeth Jessen, direktør for Danner.


Udefra set kan det være svært at forstå, at man bliver i et forhold med psykisk vold. Men man skal forstå, at forholdet aldrig starter sådan, og at det, der kan virke tydeligt fra ydersiden, sjældent er det fra indersiden. Symptomerne på psykisk vold er ikke klokkeklare. Sådan var det også for Cecilie. En velformuleret, velreflekteret, ressourcestærk kvinde med et godt socialt netværk.

Det startede som en stor, intens kærlighed

De mødte hinanden i lokalsamfundet. Han var imødekommende, udadvendt og meget interesseret i hende som menneske. Han inviterede hende på middag, sendte blomster og skrev søde beskeder til hende. I starten var Cecilie reserveret. Hun var kun 24 år gammel, han var ti år ældre, stod midt i en skilsmisse og havde store børn. Men Karsten var intens og insisterende på en omsorgsfuld og romantisk måde. Hun forelskede sig.

Det var bare mig, han ville have

“Han var en meget charmerende, handlekraftig og en utrolig smuk mand. Han var hundrede procent på og smed alt, hvad han havde i hænderne for mig. Han sagde, at han aldrig havde været så forelsket i hele sit liv. Det var bare mig, han ville leve sammen med, og at han ville ønske, det var mig, han havde stiftet familie med. Han brugte utrolig meget tid og opmærksomhed på mig. Det var fantastisk, og han gjorde mig tryg”, fortæller Cecilie.
Samarbejdet med ekskonen lod til at gå fint, og alt, hvad Cecilie så, var en enormt kærlig mand, en god, engageret far og et menneske, hvis hele verden drejede sig om hende.

For godt til at være sandt

“Måske skulle jeg have tænkt over, at det nok var for godt til at være sandt. Det var meget stormende og intenst. Men jeg troede jo bare, det var mig, der betød så meget for ham. Han tog også meget styringen og var meget initiativrig og holdningsstærk. Men på det tidspunkt syntes jeg bare, det var dejligt”, siger Cecilie.
Efter bare et halvt år sammen, begyndte Karsten at skubbe på for at stifte familie med hende. Det var et brændende ønske, og der var ingen tid at spilde, hans alder taget i betragtning, sagde han.

Ville stifte familie med det samme

“Det var hurtigere, end jeg havde ønsket mig, men jeg argumenterede mig frem til, at man nogle gange også bare må springe ud i det, når det føles rigtigt. Jeg ønskede mig jo en familie. Jeg var 25 år, havde fast arbejde, og tænkte: nåh ja, man kan jo ikke planlægge alt”, fortæller hun.
Kort tid efter blev Cecilie gravid med parrets første barn, og småting begyndte at ændre sig i Karsten og relationen i mellem dem.

Psykisk vold starter i det små

Ifølge Lisbeth Jessen er den grandiose kærlighedshistorie en karakteristisk start for mange forhold med psykisk vold:
“Det starter tit med en meget, meget stor kærlighed, og over tid udvikler sig langsomt til at blive mere kontrollerende, isolerende, mere og mere krænkende. Den psykiske vold starter i det små, hvor det kan være svært at se den. Måske bliver man mere afskåret fra sin familie eller muligheden for at være med til personalekomsammen på arbejdet på grund af ekstrem jalousi, og støt og roligt bliver det mere og mere”, forklarer Lisbeth Jessen.

I perioder er kærligheden stor

Den psykiske vold skal forstås som en spiral. Den starter så småt, at man knapt nok stiller spørgsmålstegn ved den, men den får ligeså stille momentum og bliver ved og ved.
“Man opdager den ikke før, det er for sent, for det er også parret med, der er gode perioder, hvor kærligheden er stor. Så man laver ofte undskyldninger for partneren og forklarer episoderne med, at han også har haft en rigtig hård uge på arbejdet og har det svært. Man kan på en måde godt forstå ham. Og så er det, det får lov til at eskalere alt, alt for langt, indtil man til sidst slet ikke kan få lov til at leve som et frit menneske, der kan træffe sine egne valg, fordi hele ens liv faktisk er centreret omkring, at den anden ikke skal blive vred,” siger Lisbeth Jessen.
Det er en ret præcist beskrivelsen af Cecilies liv med Karsten.

Glidende overgang

“Under graviditeten begyndte han at blive kontrollerende med, hvor jeg var efter arbejde. Og hvis jeg skulle nogen steder, ville han ikke have, at jeg cyklede. Så ville han køre mig derhen og hente mig igen. I starten var jeg i tvivl om, om han bare var overbeskyttende, eller hvad det var. Han blev også mere kortluntet, og vi havde nok én stor tur om måneden på det tidspunkt, men der var stadig meget kærlighed involveret, og jeg fandt mig i mere, fordi han var far til mit barn”, siger Cecilie.

Vi krævede for meget af ham

De fik et barn mere, købte en ejendom sammen og blev gift kort efter den yngste søn kom til.
“I årene med små børn vidste jeg godt, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Vredeudbrudene, hans opfarenhed, reglerne… Alting handlede om os fire, og det var uacceptabelt, hvis jeg for eksempel ville drikke formiddagskaffe med mine kollegaer. Men han var også presset på grund af et meget krævende job, vores husrestaurering og især mig og børnene. Min oplevelse var, at han var stresset, og det var dét, der gjorde det. Jeg tog ansvaret på mig. Vi krævede for meget af ham, det kunne jeg godt se”, siger Cecilie.

Et minefelt af regler

Livet med Cecilies eks beskrives bedst som at leve ved siden af en tikkende bombe, forklarer hun.
”Der var regler for, hvilken makeup, jeg måtte have på på arbejde, hvem jeg måtte snakke med, hvornår vi spiste aftensmad, og hvordan børnene og jeg formulerede os.

Spis op – bræksyge eller ej

Men der var også hundredvis af regler for børnene alene. Han var hysterisk omkring at tale med mad i munden, og de skulle altid, altid spise op, uanset om de havde bræksyge eller tandpine. Man måtte ikke spise i bilen, der måtte ikke komme sand i bilen. Ingen legesager med i stuen, og de måtte ikke larme. Han kunne finde på at sige til børnene: “Hvis jeg dør af stress, så er det fandeme også jeres skyld, fordi I larmer sådan”. Alt var sort/hvidt”, husker hun.

Stemningen skiftede på et split sekund

Når nogen så brød reglerne, ikke afveg, når han var lunefuld eller påtalte en uacceptabel opførsel, så var det ikke fordi, det nødvendigvis haglede ned over familien med ondskabsfulde fraser og skældud, men han skiftede karakter.
”Rigtig tit skiftede stemningen bare og blev virkelig ubehagelig. Man kunne mærke det næsten som en temperaturforandring i lokalet. Han vendte og blev kold i blikket og kunne stirre ondt på mig. Verbalt sagde han tit bare, “nu stopper du”, og så vidste jeg, at enten bøjede jeg af, og så var der bare stille vrede, eller også stod jeg fast, og så eksploderede han i raseri”, siger Cecilie.
Men først seks år inde i forholdet, da Karsten en aften slog hende midt i et udbrud, kunne Cecilie se, at det var ham, der var noget galt med. Ikke hende.

Fra psykisk- til fysisk vold

“Han slog mig én gang, og så spærrede han mig inde i vores soveværelse i en time. Jeg fik et blåt øje og et vred i nakken. Og en slags klarsyn. Der var jo noget helt galt. Men jeg troede stadig, det var stress-relateret”, husker Cecilie.
Dagen efter gik hun til lægen og fik den fysiske vold dokumenteret, og Karsten gik til sin chef for at bede om hjælp, fordi han var stresset. Cecilie politianmeldte ham ikke.

Jeg blev

“Kort tid efter fik han konstateret posttraumatisk stress. Så jeg blev. For hvad hvis det havde været mig, der var blevet syg? Man går jo ikke fra en der er syg. Jeg stillede krav om, at han fik hjælp og gik i behandling og gjorde en indsats for at forandre sig. I perioder blev det også lidt bedre. Men det blev også værre. Under hans sygemelding var raserianfaldene daglige, og han blev ved med at synes, at det var os, der var skyld i, at han reagerede, som han gjorde. Kærligheden ebbede ud, og de sidste år blev jeg mest fordi, jeg var bange for at sætte ham af. Jeg orkede ikke at kæmpe mere, og orkede ikke at stå fast i diskussionerne. Så jeg lod bare være”, siger Cecilie. Lige indtil den aften, hun stak af.

Den psykiske volds gerningsmand og offer
  • Psykisk vold er et underbelyst emne forskningsmæssigt. Derfor ved man heller ikke præcis, hvordan en typisk voldsudøver eller et typisk offer for psykisk vold ser ud. Undersøgelser og erfaringer peger dog på:
  • At både ofre og voldsudøvere af den psykiske vold ofte har været vant til den hårde omgangstone og omgangsform, som kendetegner psykisk vold hjemmefra.
  • At mennesker, der udøver partnervold, ofte har været udsat for overgreb i barndommen. Det viste en undersøgelse af kærestevold i 7.klasse, og der er derfor indikationer på, at det kunne være karakteristika hos nogle.
  • At der blandt de voldsmænd, som søger hjælp, er en overrepræsentation af mænd, som har psykiske problemer og omkring 80 procent har personlighedsforstyrrelser. En del af dem er antisociale og har borderline-træk, viser en analyse af tal fra Dialog mod Vold. Der er altså indicier for, at der er nogle grundlæggende mønstre i samspillet med andre mennesker, som er forvrænget eller forstyrret hos en del voldsmænd.
    Kilde: Ask Elklit

Eskaleringen

Den onsdag aften i den tidligere sommer 2017 var den psykiske volds svingbane ikke længere i det små i Cecilie og Karstens forhold. Men mens hun flygtede uden andet end børnene og det tøj, det havde på kroppen, anede Karsten uråd og satte efter dem.
Han kom kørende i modsatte vejbane og afskar hende vejen med sin bil. Hun bakkede febrilsk for at undslippe, men kroppen rystede for meget til, at hun kunne manøvre bakkende igennem en chikane på vejen. Han steg ud af bilen og gik med stenansigt og beslutsomme skridt hen mod dem.

En biljagt og kidnapning

Børnene græd og råbte rædselsslagne på bagsædet: ”Nej, far – nej, nej, nej, far!”, imens Cecilie forsøgte at berolige dem og samtidig forgæves prøve at låse dørene på bilen. Hun var for bange til at hænderne virkede. Han flåede bildøren op, og rev parrets tiårige søn skrigende ud ad bilen, trak ham med over i sin bil og kørte. Cecilie ringede til politiet og bad om assistance til at hente sit barn. Men selvom det var en højdramatisk situation fra hendes perspektiv – en flugt fra en farlig mand, en biljagt, en kidnapning af hendes barn – kunne politiet ikke hjælpe hende.

Psykisk vold er ikke ulovligt

“Jeg fortalte dem, hvad der var sket, om hans diagnose, og at jeg var bange for, om han ville gøre vores søn fortræd. De kørte derud, men han virkede fuldstændig rolig og normal, da de kom frem, så de kunne ikke gøre noget. For vi har fælles forældremyndighed, og han havde ikke gjort noget, han ikke havde ret til juridisk, som de sagde”, fortæller Cecilie.

Blev afvist af politiet

I stedet lykkedes det noget af Cecilies familie at få udleveret den ældste søn nogle timer senere. Psykisk vold er nemlig ikke ulovligt, og politiet kan ikke hjælpe, uanset hvor bange man er, når der ikke er sket noget fysisk endnu. Og det er et af de store problemer for voldsofrene lyder det fra Lisbeth Jessen:
”Det er en kæmpe hurdle, at man ikke kan anmelde psykisk vold. Det er isoleret set ikke strafbart i dag, så hvis man går hen på politistationen, vil man blive afvist”, siger Lisbeth Jessen.
Heldigvis er vi med raske skridt på vej mod en kriminalisering af psykisk vold i Danmark.

Kriminalisering kan blive udslagsgivende

Der arbejdes netop nu i justitsministeriet på en lovændring, der vil gøre det kriminelt og altså muligt at politianmelde og straffe psykisk vold. Lisbeth Jessen fra Danner er en blandt mange aktører, der har givet input til justitsministeriet omkring kriminaliseringen af psykisk vold, og hun forventer, at det bliver kriminelt per 1. januar 2019.

Det ER vold

“Ingen skal leve med, at så snart man hører fars bil i perlegruset, så sidder hele familien helt stille og kigger rundt for at se, om der er noget, der er ”forkert” i dag, som kan sætte ham af. Det er ikke okay. Det ér vold. En kriminalisering skulle gerne gøre, at myndighedspersoner, politi, pædagoger, lærere og andre, der møder familien og børnene, kan være med at se tegnene på, at her er nogen, der lever i vold, så vi kommer ind i det langt tidligere, får brudt tabuet og givet hjælp”, siger Lisbeth Jessen.

Det vil hjælpe at lovgive

Og der er god grund til at tro, at lovgivningen vil have en både oplysende og moraliserende effekt, ifølge Ask Elklit:
“Vi har set, hvordan andelen af forældre, der slår deres børn, er faldet fra 80 procent for 50 år siden, til 20 procent i dag, efter det blev gjort ulovligt først blandt lærere i 1967, og så blandt forældre i 1997. Jeg har store håb for, at kriminalisering af psykisk vold vil have lignende folkeopdragende effekt. Jeg tror, der vil være meget få, der bliver dømt efter loven, men signalværdien vil være stor, og folk bliver nødt forholde sig til det”, siger Ask Elklit.

Psykisk vold er tit ord mod ord

Når det ikke har været helt lige ud ad landevejen at kriminalisere psykisk vold, handler det om, at sagerne ofte ender med ord mod ord. Og i et retssamfund som vores, er beviser eller indicier nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for, at ingen kan dømmes uretmæssigt. Men det kan løses både at bevare retssikkerheden, og samtidig kriminalisere den psykiske vold, mener Lisbeth Jessen.

Nogle sager kan ikke føre til dom

“Normalt kigger man på overtrædelser af straffeloven i enkelthændelser, men når det kommer til psykisk vold, er humlen, at man skal kigge på mønsteret af krænkelser over tid. Men jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre. I Danmark har vi gode retsprincipper, der sikrer, at ingen dømmes, hvis de fornødne beviser og indicier ikke er tilstede. Derfor vil der være sager, som ikke kan føre til dom, og sådan skal det også være, siger Lisbeth Jessen, som før direktørstolen hos Danner, har 30 år som vicepolitiinspektør ved bag sig.

Politiet skal lave grundig efterforskning

“Der er ingen tvivl om, at det kræver stor omhu at sikre en god lovgivning omkring psykisk vold med klare definitioner af, hvornår der er tale om psykisk vold, og hvornår der er tale om et dårligt parforhold. Det bliver vigtigt, at politiet prioriterer sagerne og laver meget grundige efterforskninger. Sager om psykisk vold vil typisk ikke have klare beviser i form af DNA eller videoovervågning, men skal løftes og rejses på baggrund af afhøringer af alle involverede, elektroniske spor i form af for eksempel beskeder, og beskrivelser af hændelsesforløb, der har nedbrudt og isoleret den forurettede part”, siger Lisbeth Jessen.
Det samme fravær af håndfaste beviser gælder tit seksuelle overgreb på børn eller frihedsberøvelse, og i alle tilfælde, er det ikke svært at få øje på, at gerningerne er forkerte.

Volden stopper ikke med forholdet

Cecilie har ikke været tilbage ved Karstens side siden den dag for et år siden. De har fortsat delt forældremyndighed, og drengene bor skiftevis en uge hos dem hver. Cecilie er hverken glad for eller stolt over, at hendes drenge stadig befinder sig midt i det hele, men hun har dels haft brug for at samle kræfter for overhovedet at kunne sætte sig op imod eksmanden, og dels har hun håbet, at de kunne finde en fredelig model for samarbejde. Det er ikke lykkedes. Og selvom forholdet er slut, har det langt fra været et punktum for den psykiske voldsudøvelse.

Købte smykker og blomster

“De første måneder var han meget ked af det og bad, om jeg ikke nok ville komme hjem, og sagde, at han kun elskede mig. Han sendte blomster, og når jeg skulle hente børnene, havde han lavet romantisk middag og købt smykker til mig, så jeg måtte bakke ud af det foran børnene. Han kørte virkelig på drengene og fortalte dem, at han ikke kunne spise eller sove, når vi ikke var der”, siger Cecilie.

Fra ondt til værre

Men efter to-tre måneder skiftede tonen, og det, han sagde, blev mere vredt og truende.
“Han har skrevet lange, lange beskeder om, hvor ulækker og dum jeg er, og han beskylder mig for alverdens ting. Han har også skrevet, at han ville ønske, jeg fik en sygdom og døde, og skriver stadig, at det er synd for drengene, de skal have sådan en uintelligent og uduelig mor”, siger Cecilie.
I dag kommunikerer hun og Karsten kun på mail og kun, når det er allerhøjest nødvendigt. Alligevel modtager Cecilie stadig hadefulde beskeder jævnligt. Sådan er der mange ting, der først er blevet helt tydelige for hende, efter hun er kommet ud af forholdet.

Psykisk terror med voldsomme efterdønninger

“Jeg har været meget mere påvirket, end jeg selv troede. Da jeg kom i en situation, hvor der var ro på, kunne jeg mærke, at jeg har været virkelig bange sådan helt inde et meget dybt sted. Jeg var jo konstant i beredskab”, siger Cecilie.
I mere end et halvt år efter hun var gået fra ham, sov Cecilie også med et stort jernrør under sin madras. Det havde politiet anbefalet hende en af de gange, hun ringede anonymt for at søge råd. Og det sidste, hun gjorde, før hun kunne sove om aftenen, var at gentænke sin flugtplan.

Frygtede at han ville tage livet af os

“Jeg repeterede: ”Hvis han kommer ind dér, så flygter jeg ud af den dør, hvis han kommer ind dér, så flygter jeg ud den vej.” Jeg har oprigtig talt frygtet, at han ville tage livet af mig og drengene. Det er uhyggeligt, men jeg har tænkt, at han godt kunne være typen, der tænkte, at hvis vi ikke skulle være en familie mere, så skulle vi slet ikke være”, siger Cecilie.
Selvom det er uhyre sjældent, at partnervold ender ud i drab i Danmark, har en afdækning af sager med partnerdrab vist, at psykisk vold har været tilstede i 75 procent af tilfældene, ifølge rapporten Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer fra 2016.

Psykisk terror har store konsekvenser

De mest almindelige konsekvenserne af psykisk vold kan være PTSD, angst, depression og dårligere fysisk sundhed. For børn og unge kan nogle af skadevirkningerne være problemer med ADHD, generelle skoleproblemer, kriminalitet og misbrug – blandt andet, ifølge Ask Elklit.
“Vi ved, at det kan være særdeles skadeligt for et menneskes psykiske sundhed at være udsat for psykisk vold gennem længere tid. Psykisk vold er ikke farligere end andre voldsformer, men er lige så farlig. Til gengæld er den fem gange så udbredt, og af den grund er den samme skadevirkning større”, siger Ask Elklit.

Tab af selvværd

Men derudover oplever ofre for psykisk vold også bare, at have svært ved grundlæggende at fungere på den anden side af forholder.
“Mange af kvinderne har svært ved at holde fast i et arbejde bagefter, og det kan også være svært at være en rigtig god omsorgsperson for sine børn, fordi volden fylder meget. Kvinderne beskriver, at psykisk vold er den slags vold, som er allersværest at komme videre fra. De beskriver at tabe deres selvværd og selvtillid – altså troen på, at de overhovedet er noget værd for andre mennesker”, siger Lisbeth Jessen.

Som et puslespil med manglende brikker

For Cecilie er det kommet til udtryk i en masse små hverdagsagtige ting, som nu er blevet utrolig svære. Et årti i psykisk vold har simpelthen gjort, at hun følte sig hullet i tiltroen til egne evner.
”Han kritiserede mange ting, jeg gjorde, for eksempel at hænge vasketøj op, som han insisterede på at gøre. ”Det ligner lort, når du hænger vasketøj op”, sagde han tusindvis af gange. Han var helt OCD-agtig omkring, at strømperne skulle vende på nøjagtig på samme måde, når de blev hængt op.

Det var aldrig godt nok

Man kan måske godt grine lidt af det, men i over et halvt år efter jeg var flyttet, var der underbevidst en lille stemme, der mindede mig om det, som gjorde, at jeg hele tiden måtte træde et skridt tilbage og betragte, om det ikke også så fint nok ud, når jeg hængte vasketøj op. Selvom jeg rationelt var fløjtende ligeglad”, siger Cecilie.
Men det allerværste er ikke de skrammer på sjælen, hun selv har fået med sig. Det er børnenes.

Børnene i psykisk vold

Triste tal viser, at alt for mange børn, som Cecilies, lever i psykisk vold. Hver 12. barn er udsat for psykisk vold fra en forælder, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd fra 2016. Ifølge Mødrehjælpen kan følgevirkningerne af psykisk vold være mindst lige så alvorlige for børn, som hvis de udsættes for fysisk vold. Psykisk vold påvirker nemlig barnets udvikling, kan sætte dybe spor i dets psyke og kan præge det helt op i dets voksenliv.

Børnene bliver brikker i et spil

“Børnene er mit ømme punkt, og det bruger han. Inderst inde tror jeg, det bedste for dem ville være slet ikke at have kontakt med ham. Men jeg ved også, at det vil være en stor sorg for dem. For børn elsker jo deres forældre nærmest uanset hvad. Og de er loyale. Men han har også sagt til mig, at hvis jeg prøver at tage dem fra ham, så vil han ikke have noget med dem at gøre overhovedet”, siger Cecilie.

Alle grænser er overskredet

På den måde fungerer børnene som brikker i et spil om magt, som slet ikke er atypisk for familier med psykisk vold, forklarer Lisbeth Jessen:
“Det er en måde at holde styr på kvinden fortsat, og en måde hvorpå hun ikke rigtigt kan løsrive sig fra et menneske, der har overskredet alle hendes grænser. Det faktum, at man har børn sammen, gør det hele meget vanskeligt. For man skal jo samarbejde omkring børnene, og ofte oplever man hos myndighederne, at den vold, man og børnene har været udsat for, ikke bliver taget tilstrækkeligt alvorligt, fordi man ikke har beviser for den, eller simpelthen fordi den psykiske vold jo ikke er strafbar i dag”, siger Lisbeth Jessen.

Børnene er i klemme

Det er præcis dét magtspil, og den mangel på hjælp og handling fra myndighedernes side, Cecilie oplever.
“Jeg tror, det ville se helt anderledes ud, hvis volden havde været fysisk. Hvis børnene var blevet slået, ville alle kunne forstå, at det ikke var et godt sted for dem at være, og så tror jeg ikke, at skolen ville være påpasselig med at indberette, hvad de så, eller kommunen ville acceptere, at han ikke vil samarbejde med dem. Men på nogle måder, tror jeg, det er værre med det psykiske spindelvæv, han har bygget op omkring børnene. De sidder jo på så mange måder i klemme”, siger Cecilie og fortsætter:
“De påtager sig ansvar, som børn ikke skal tage. De kan finde på at sige: ”Far, jeg skal nok være sød, så du også kan være glad.”

Børnene må ikke hilse på mormor

I det hele taget har de mange bekymringer. De må for eksempel ikke hilse på nogen, der har relation til mig. Så hvis de møder deres mormor, når de er ude og handle med deres far, så må ikke de tale med hende. Det er jo den samme psykiske vold, de stadig lever i, som jeg har valgt at gå fra. Det giver mig en helt forfærdelig følelse at efterlade dem der, hvor jeg ikke selv kunne holde til at være. Men det har været rigtig svært at få hjælp”, siger Cecilie.

Kampen slutter aldrig

Selvom Cecilie på nogle måder er ude på den anden side af den psykiske vold, er hun på andre måder altså stadig midt i den. Kampen for at passe på børnene er stadig i gang, og hun accepterer, at den nok aldrig slutter.
“Jeg er stadig bange for ham, men jeg er også blevet stærkere og stærkere, og jeg har besluttet, at jeg aldrig mere skal lade frygten styre noget i mit liv. Alt handler om, at jeg skal passe på mine børn. Jeg er deres mor. Det er mit vigtigste job. Jeg bliver aldrig færdig med at kæmpe for at passe på dem”, siger Cecilie.

Cecilie er anonym, og navnene samt visse personfølsomme oplysninger i artiklen er ændret for at beskytte hende og børnene. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

Hjælp ved psykisk vold

Har du oplevet psykisk vold i parforholdet? Ring til de døgnåbne telefonrådgivninger
Danner: 33 33 00 47
Lev Uden Vold: 70 20 30 82
Du kan også søge hjælp på landets. Find en oversigt her: krisecentre
Få mere viden om psykisk vold og dine muligheder på: partnervold og Danner.dk

Vil du læse mere?

Hvorfor bliver nogle kvinder i parforhold, som er meget destruktive og skadelige for deres psykiske og fysiske helbred? Det spørgsmål adresserer Vitha Weitemeyer med stor faglig ballast i bogen ”Forelsket i en drøm”.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto