7 effektive metoder til rengøring af grillristen

Grill er dejligt, med hvem filan gider gøre den forbandede rist ren? Stjæl syv bud på at undgå fastbrændte madrester og fedt ved hjælp af remedier, du alligevel har ved hånden.

Rengøring af grill

Det er højsæson for at grille og tilbringe lune sommeraftener med familie og venner. Bare nyde den dejlige mad, et godt glas vin og … rengøre grillristen. Nej, vel? Den del kommer du nok desværre ikke helt uden om – med mindre du kører engangs-grill.  Men det behøver hverken være vildt tidskrævende eller dyrt at få stålet til at skinne om kap med solen.

Rengøring af grill: 7 effektive metoder

Vi giver dig her syv gode bud på måder at fjerne rester og andet snavs fra din grillrist. Det er gerne produkter, du har derhjemme eller nemt kan anskaffe dig, og som har flere funktioner end én. Det er altså en win-win.

1.

Syren fra løg ætser rester væk

Det første tip er at bruge et løg til rengøring af din grill. Syren fra løg gør nemlig, at resterne nærmest bliver ætset væk. Selvom det lyder skørt, er det en super effektiv og billig måde at rengøre risten på. Tricket er at rengøre risten, når grillen er varm. Varmen gør nemlig, at madresterne og andet fedt bliver til aske, som du efterfølgende hurtigt kan fjerne.

Sådan gør du:

Snup et løg, og skær det over i to. Stik en gaffel eller grilltang i løget, så du undgår at få beskidte fingre, og kør det rundt på hele grillen. Mens du står med løget, kan du passende snakke med dine gæster, og inden fem minutter er gået, er rengøringen klaret.

2.

Coca Cola kan fjerne rust og brændte madrester

Du forbinder sikkert Cola med en forfriskende læsedrik, som nydes på en hyggelig fredag aften sammen med familien og lidt fredagsslik. Men den boblende drik er også super effektivt, når du skal i gang med rengøring af grillristen. Faktisk er det så effektiv, at det kan fjerne rust og rengøre brændte gryder, bradepander og ja, grillriste. Det er fosforsyren i colaen, som er særdeles effektiv.

Det skal du bruge:

  • 1 coca cola flaske
  • stanniol
  • 1 klud
  • 1 skål
  • vand

Hæld colaen op i skålen og dyp herefter stanniol deri. Skrub herefter din grillrist godt og grundigt. Når du føler, at jobbet er klaret, tørrer du efter med en klud, så eventuelle sodrester og fedt kommer af. Og vupti, din grillrist er ren igen.

3.

Kaffe fungerer ligesom opvaskemiddel

Danskerne er kæmpe fans af kaffe. Måske sidder du netop og er i gang med en kop, men kaffe er ikke kun godt for vores helbred i moderate mængder. Den kan også bruges som erstatning for opvaskemiddel. Husk selvfølgelig altid at skylle efter med vand, så du undgår kaffe a lá kylling.

Sådan gør du:

Når du skal i gang med rengøring af din grill, så skal du først sikre dig, at grillen er kølet af, og al kullet er fjernet. Hæld derpå en kande kaffe i hele kuglen, så det dækker grillristen. Lad hele herligheden stå i 30 minutter, og hæld så kaffen ud igen og fjern resterende snavs med en skuresvamp.

4.

Bagepulver og eddike: En ny powerduo til rengøring

Du har helt sikkert bagepulver og eddike stående på hylderne derhjemme, og med det powerpar, når du langt, når det gælder rengøring. Hver for sig er bagepulver god til pletter på tøjet, fordi det fungerer som et naturligt og mildt slibemiddel, og eddiken har du med garanti hældt på din el-kedel mod kalk.  Sammen er de uovervindelige, når det kommer til tilsmudsede grillriste.

Sådan gør du:

  • Først hælder du bagepulver over din grillrist
  • Herefter hælder du eddike i en vandforstøver og sprayer det på grillen
  • Skrub alt hvad du kan med en grillbørste eller skuresvamp
  • Gentag øvelsen efter behov og lad gerne sidde natten over
  • Skyl efter med vand
5.

Stanniol som erstatning for en stålbørste

Sølvpapir er en sand helt i køkkenet, om det gælder indpakning af madpakkerne til børnene, opbevaring af rester fra aftensmaden eller at få triste, gamle gryder til at funkle igen. Og når du skal i gang med rengøring af grill, er stanniol måske din nye bedste ven, da det fungerer ligesom en stålbørste, bare bedre. Sølvpapiret har nemlig ikke børstehår, som kan sætte sig fast i grillen og ødelægge maden.

Sådan gør du:

Sørg for, at din grillrist er kold, inden du går i gang, og tag den eventuelt ud af din grillkugle, så det er nemmere at komme til. Krøl staniolet sammen, så det danner en kugle, og begynd ellers bare at skrubbe, indtil resterne rasle af.

6.

Citronsaft løsner snavs og skidt

Med en beskidt rist, kan et effektivt og lidt anderledes trick være at bruge en citron – gerne en halv tør og kedelig citron, som du måske alligevel ikke får brugt. Syren fra citronen er nemlig med til at opløse madrester og andet snavs på grillen.

Sådan gør du:

  • Skær citronen over i to halve
  • Gnid citronen over hele risten
  • Lad det tørre i cirka 10 minutter
  • Tør efter med en svamp. Citronen burde løsne det meste af skidtet, så du får en betydelig renere rist.
Psst! Citroner kan også bruges til at fjerne pletter fra tøjet. Bland citronsaft og salt og kom det på pletterne.  Lad det sidde i en halv time og vask efter med eddike og vand. Voila!
7.

Den klassiske: Brun sæbe og vand

Et helt klassisk (og billigt) trick er at smøre din grillrist ind i brun sæbe og lade den stå over natten viklet ind i for eksempel husholdningsfilm. Dagen efter skyller du efter med vand og tager resten med en skuresvamp. Du kan også tage din rist med indenfor og vaske den i køkkenvasken, badekaret eller hvor det ellers er belejligt.

Når du alligevel har sæben og vandet fremme, kan du passende give resten af grillen en tur. Så er du helt klar til næste gang, du skal grille.

Giv grillristen en slip-let overflade med kartofler

Ingen gider at få ondt i armene af at skrubbe løs i flere timer. Sørg for at gøre det svært for din marinerede T-bone overhovedet at sætte sig fast på risten. Det kan du gøre ved at smøre den ind i en neutral madolie, eksempelvis rapsolie eller solsikkeolie. Brug et stykke køkkenrulle, så det ikke drypper.

En anden metode til at forberede din grillrist før brug, er at bruge kartofler. Kartoflen er nemlig nøglen til en slip-let overflade. Du skal blot skære kartoflen over, stikke en gaffel i og så er du klar til at smøre grillen. Sørg for ikke at bruge de helt nye kartofler, da de ikke har den samme effekt.

Vidste du, at… det kan være farligt at bruge salmiak til rengøring af grillristen, fordi rester fra usunde kemikalier kan sætte sig fast, hvis du ikke får fjernet dem ordentligt.
5 gode råd til sikker hygiejne, når du griller
  1. Husk altid mindst to fade: Når du griller, er det rigtig vigtigt at adskille råt og grillet kød, og det kan du nemt gøre ved at have et fad til hver. På den måde sikrer du, at der ikke bliver overført uønskede bakterier og andre mikroorganismer til det grillede kød.
  2. Brug forskellige grillredskaber: Ligesom med to separate fade til råt og tilberedt kød, gør det sig også gældende for dine grillredskaber. Her er det vigtigt, at du har en grilltang og paletkniv til både det rå og det tilberedte.
  3. Brug lange grillredskaber: Hvis din grillredskaber er lange, mindsker du risikoen for, at bakterier sniger sig fra dine hænder og arme til dine dejlige grillretter.
  4.  Et grillredskab for hver grillret:  Sørg gerne for at have en grilltang til hver grillret, du laver. På den måde får du den mest optimale hygiejne for både dig selv og andre.
  5. Vask fingre: Husk altid at vaske fingre både før og efter du har grillet. Der kan nemlig gemme sig mange bakterier og mikroorganismer på grillredskaber, håndtag og andre elementer i køkkenet. Så kan du og din familie og venner nyde jeres grillmad med god samvittighed.

Kilde: Pletvæk.dk 

Kilder: pletvæk.dk, samvirke.dk, isabellas.dk

Først publiceret den 13. juni 2018. 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto