Sig farvel til din rødvinshovedpine

Døjer du også med rødvinshovedpine, som sniger sig ind på dig efter bare et enkelt glas vin, og før du overhovedet er færdig med hverken middagen eller de røde dråber? Bliv klogere på hvorfor, og hvad du kan gøre her.

Rødvinshovedpine - Guide

Midt i den lækre middag med tilhørende vino og god snak kommer den – den tarveligste form for hovedpine, som man ikke engang behøver at have været beruset for at få. GONK! Rødvinshovedpinen. En tung og trykkende uvelkommen bekendt for mange. Nogle gange kommer den snigende, andre gange banker den hårdt på døren bare få nip inde i et glas rødvin. Fælles er, at rødvinshovedpine er direkte forbundet med vinindtaget, og det gør den til en særlig form for hovedpine, ifølge Erik Skovenborg, læge, forfatter og ekspert i vin og helbred.

Erik Skovenborg

72 år, har været praktiserende familielæge gennem 28 år og er nu pensioneret. Han har en stor interesse for vin – både som produkt, og for de helbredsmæssige konsekvenser af det mådeholdne forbrug af alkohol. Han har også forskningsmæssigt beskæftiget sig med vin og holder fortsat foredrag og kurser om det. Desuden er han forfatter til bøgerne ”Vin og Helbred – Myter og facts” og sammen med vinkyper Malene Smidt Hertz ”Kvinder og vin – Fra nyttig viden til sund nydelse”.

Kend din hovedpine

“Der findes tre former for hovedpine, som typisk fremprovokeres af rødvin: Rødvinshovedpine, tømmermænd og migræne. Rødvinshovedpine udmærker sig fra de andre typer ved at indfinde sig undervejs eller i timerne efter, man har nydt et enkelt eller få glas rødvin. Den er tung, trykkende, og sidder tit lige bag øjnene, men kan godt tages af almindelige smertestillende piller såsom Pamol.
Tømmermænd mærker man typisk først dagen efter, og migræne er en helt anden slags hovedpine, som både er langt kraftigere, og som kommer i anfald og med andre følgegener såsom kvalme, flimren for øjnene og en følelse af søsyge”, forklarer Erik Skovenborg. Desuden udmærker rødvinshovedpinen sig ved ikke at være særlig godt forskningsmæssigt belyst.

Rødvinshovedpinen er et mysterium

Selvom de fleste kender rødvinshovedpinen udmærket, så er sammenhængen mellem rødvinsindtag og hovedpine ikke specielt godt undersøgt. Omend rødvinshovedpine er smadder irriterende, er den helt ufarlig og ikke et specielt stort samfundsmæssigt problem.

“Rødvinshovedpinen er finurlig, fordi vi stadig ikke ved med sikkerhed, hvad der udløser den. Nogle gange får man den, andre ikke. Nogle oplever at få den af én slags drue, mens andre oplever den ved en anden slags drue. Det lader til at være ret individuelt, og der er ikke nogle resultater, som peger entydigt i én retning. Men rødvinshovedpine er også et ret lille problem i forhold til migræne eller kræft for eksempel, så det er ikke dér, der bliver forsket mest”, siger Erik Skovenborg.

Arvelig rødvinshovedpine

Der er dog takter i forskningen, som tyder på, at nogle mennesker kan være arveligt disponible for at tåle rødvin dårligt og få hovedpine af den.

“Det ser med al sandsynlighed ud til, at rødvinshovedpine kan være arveligt betinget. Har man forældre, der lider af det, er der en større sandsynlighed for, at man også selv kommer til det. Men man har ikke fundet ud af arvegangen endnu”, forklarer Erik Skovenborg.

Oplever man rødvinshovedpinen fra tid til anden, findes der heldigvis nogle tips, som vil gøre risikoen for hovedpinen mindre, når de dybrøde dråber skal nydes.

Gå efter lys rødvin

“Det er veldokumenteret, at mennesker, der lider af migræneanfald, som også tit udløses ved indtag af rødvin, bedre tåler en lys rødvin end en i den mørkere ende i farveskalaen. Det er nemlig en specifik gruppe farvestoffer i de mørkere vine, der udløser migræne. De farvestoffer kan forbrugeren ikke selv finde frem til, så det simpleste råd er derfor at gå efter det, man kan se med øjnene – en lysere farve”, siger Erik Skovenborg.

Man sondrer mellem omtrent hundrede forskellige farver i rødvine, og det er blot en mindre andel af dem, man har identificeret som udløsere af migræne, ifølge Erik Skovenborg.

Farvestoffer kan give hovedpine

Selvom forskningen ikke med sikkerhed kan udpege farvestofferne i de mørkeste rødvine som udløseren af almindelig rødvinshovedpine, så er tilstedeværet af farvestoffer i druernes skal forskningens nuværende bedste forklaring på problemet.

Som et forsøg kan du prøve at styre udenom vine med højt indhold af farvestoffer – måske afhjælper det din rødvinshovedpine. Det kunne være:

  • Slotsvine fra Bordeaux på Cabernet Sauvignon og Merlot lagret i 12-24 måneder på egefade.
  • Syrah fra Hermitage, Frankrig.
  • Tempranillo fra Ribera del Duero, Spanien.
  • Shiraz fra Barossa Valley, Australien.
  • Negro Amaro fra Salento, Italien
  • Malbec fra Mendoza, Argentina.
  • Pinotage fra Stellenbosch, Sydafrika.

Kilde: Erik Skovenborg

Gå efter lavere alkoholprocent

Nogle oplever desuden at tåle kraftige rødvine dårligere. Man kan derfor også forsøge at skæve til, hvilken alkoholprocent, der står på flasken, forklarer Erik Skovenborg.

“Det vil ikke virke for alle, men nogle vil formentligt opleve at tåle en mindre kraftig rødvin bedre”, siger han.

Læs også: Spis dig fri fra allergi. Sådan! 

Kig godt på vinflasken

I det hele taget er det en god idé at sætte sig lidt ind i, hvad det er for en vin, man hælder i glasset. Med lidt observans og lidt held kan det være, du selv kan regne ud, hvad det er, der udløser netop din rødvinshovedpine.

“Når nu videnskaben ikke kan hjælpe så slagfast endnu, så vil det da være en god idé at prøve sig forsigtigt frem, hvis man fortsat gerne vil kunne nyde rødvin.”

Det handler om at finde ud af, hvad man har det godt med og lytte på kroppen, når hovedpinen opstår

Vælg rosé eller hvidvin

Man også gå helt andre veje og i stedet smage sig frem i hvidvine, rosévine og mousserende vine. De indeholder nemlig ikke de farvestoffer, som tyder på at være rødvinshovedpine-triggere.

“Man kan også vælge at styre helt udenom rødvin. Næsten alle kan tåle rosévine, hvidvine og mousserende vine. Det er ikke altid dem, man hører mest om, men der findes faktisk rigtig mange gode vine i den lyse skala, som man godt kunne unde sig selv at gå på opdagelse i”, siger Erik Skovenborg.

Fire bud på lysere vine

Det kan være sin sag at finde en lys rødvin, når man står nede ved vinhylderne – man kan jo ikke just se igennem flaskerne. Her er den vin-kendende læges bud på lyse alternativer:

  • Pinot Noir er generelt den lyseste rødvinsdrue, man kan finde. Den allerlyseste kommer fra Alsace, mens de næst lyseste er Pinot Noir fra Chile og New Zealand.
  • Rødvine fra det franske område Beaujolais er også lette, ofte lyse og veltålte vine.
  • Kraftige rosévine fungerer generelt rigtig godt som lette ”rødvine” til maden.
  • Prøv også Cava og Cremant i rosé-udgaver. De er gode til mad og boblerne bidrager med afveksling.

Kilde: Erik Skovenborg

 Kvinder og vin

Bogen ”Kvinder og vin” er en opslagsbog til den kvindelige vinnyder, som giver stribevis af relevante fakta om kvinders mådeholdne forbrug af vin.

  1. Vidste du for eksempel, at indtag af max to genstande om dagen udskyder overgangsalderen med 1-2 år? Alkoholen forsinker nemlig nedbrydningen af østrogen i kroppen.
  2. Eller vidste du, at hvis du holder dig under en til to genstande om dagen og nyder dem sammen med mad, så er det en skrøne, at alkoholkalorier sætter sig på maven?
  3. Eller hvad med det faktum, at en til to genstande om dagen nedsætter risikoen for demens med 20-50 procent?

Kilde: ”Kvinder og Vin”, Forlaget Klim, 304 sider, 299 kr. Køb den her

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto