Sara Blædel: “Livet stopper ikke, bare fordi det ser sådan ud”

Livet har lært Sara Blædel at være modig. Fra at stifte et forlag til at blive en verdenskendt krimiforfatter har hun i dag rykket sit liv om på den anden side af Atlanten. Og så har hun opfundet en ny karakter. Eller det er faktisk ikke helt sandt.
Ilka trådte selv ind ad hendes dør.

Sara Blædel ligger i en hospitalsseng på neuromedicinsk afdeling. Hun er 27 år og lider af voldsomme smerter i venstre arm, men lægerne ved ikke, hvad hun fejler. Med årene er hun blevet fast inventar på Rigshospitalet, det er blevet hendes andet hjem.

“Det var en lortealder, for det var nogle vigtige år, som jeg mistede. Jeg var bange og ked af det,” siger Sara om tiden på Riget.

I de tre år, hvor hun er røget ind og ud af hospitalet, har Sara først måttet opgive sit job som tjener, siden sin konkurrencerytterdrøm, og nu er hun tæt på at søge om invalidepension.

Men en dag besøger en af farens venner Sara på hospitalet. Det er bogtrykkeren Per Nørhaven, som hun ofte har talt om krimier med. “Hvorfor stifter du ikke dit eget krimiforlag,” spørger han.

“Jeg anede intet om forlagsdrift, men blev inspireret og gik i gang med at undersøge det. Pludselig havde jeg noget at gå op i,” fortæller Sara, som efter opfordring fra Nørhaven købte rettighederne til en række krimier, der allerede var blevet udgivet.

Forlaget blev Sara Blædels redningsplanke

Selv om krimier i start-1990’erne er noget, som man gemmer under natbordet, tror Sara på projektet, og i sine raske perioder tager hun ud til små boghandlere uden at melde sin ankomst. Derfra tager det stille og roligt fart.

“Stiftelsen af Sara B blev min redningsplanke. Nogle tror sikkert, at det var en del af min karriereplanlægning. Men det var det ikke. Det var af nød. Jeg kunne ikke andet.”

Og så sker der det, som nogle ville kalde et mirakel. Sara indlægges igen, og ved endnu en undersøgelse opdager lægerne tilfældigt, at Sara har et ekstra halsribben, der trykker på nervebanen.

Med en simpel operation er hun rask.

Sara Blædel - Lime

“Hvis man ikke tager chancer, så sker der ikke noget”

Der skal gå 10 år, før Sara Blædel selv skriver sin første krimi. For sygdommen har ikke været hendes eneste stopklods. Som barn var hun ordblind, og det kan stadig være en udfordring, selv om hun har lært, at det ikke behøver at være en hindring.

“Livet stopper ikke, bare fordi det ser sådan ud. Min erfaring er, at der ofte kommer noget bedre end det, der var før. Og noget tyder på, at tingene er endt ret godt for mig. Hvis jeg selv skal sige det.”

Modstanden har gjort Sara enormt modig, men hun har også taget “nogle mærkelige beslutninger” i sit liv. I slut 1990’erne blev hun ansat som journalist på tv- og filmproduktionsselskabet Metronome og blev siden redaktionschef. Men efter udgivelsen af sin anden bog, ‘Kald mig prinsesse’, sagde hun spontant det prestigefyldte job op for at blive fuldtidsforfatter.

“Det var nok ikke den klogeste beslutning. Jeg var alene med min søn Adam og havde ikke ret mange penge. Men jeg er modig. Hvis man ikke tager chancer, så sker der ikke noget, og hvad er egentlig det værste, der kan ske?”

Fra Østerbro til New York

Sidste år gjorde hun det igen. Hendes krimikarakter Louise Rick, som havde fyldt Saras liv igennem et årti, var blevet lagt på hylden for en stund, Adam var blevet student og pønsede på at flytte til New York, og Saras bøger var nu udgivet i 37 lande. Hun havde endda formået at slå igennem “over there”. Så hun tog en utraditionel beslutning, solgte huset og flyttede med til New York.

“Det er helt skørt. Så så man Sara udvandre i en alder af 52 år. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville gøre det som midaldrende, det er da superåndssvagt,” siger hun og begynder at grine.

Men hun er ikke i tvivl om, at tidspunktet var rigtigt for hende. For efter forældrenes død og hendes skilsmisse var flytningen en investering. Og i efteråret 2017 bragede nyheden igennem i de danske aviser: En af Louise Rick-krimierne ville blive til en amerikansk tv-serie.

EN TYPISK HVERDAG I SARAS LIV

8.00: Står jeg op.

8.30: Går jeg næsten hver dag en tur. Jeg elsker at gå. Det er en skøn måde at få energi i kroppen og komme op i gear. Når jeg så kommer tilbage, bader jeg og spiser morgenmad, og så er jeg klar.

10-16: Skriver jeg. Jeg har cirka fem-seks intense skrivetimer i mig, og i det tidsrum vil jeg ikke afbrydes. Jeg vil have lov til at være inde i mit fiktive univers uden at forholde mig til, hvad der foregår omkring mig.

16-17: Træner jeg. Jeg går til pilates to gange om ugen, og min træner i Danmark, Sanni Wulff Vangsø fra Wolfpack Gym, har lavet et ret cool program til mig, så jeg kan træne, selv om hun ikke er hos mig i New York.

19.00: Står den på aftensmad.

23.00: Godnat. Jeg er ikke god til at være sent oppe. Det er, som om stikket bliver trukket, og så vælter jeg omkuld.

Virkelighedens bedemand

Men egentlig har Sara Blædel jo lagt Louise på hylden for en tid. I stedet skriver hun på en trilogi, der ved et tilfælde kom til at handle om bedemandsuniverset.

I 2013 er begge Saras forældre alvorligt syge og ligger indlagt. Da moren dør kort tid efter, skal Sara for første gang have fat i en bedemand og vænne sig til at være den pårørende.

“Jeg havde et stereotypt billede af en bedemand i mit hoved. En ældre, senet, grå mand. Men i stedet mødte jeg en yngre kvinde, der gav mig tryghed, og jeg blev fascineret af, at der midt i min sorg kom en ind og tog sig af alt det praktiske.”

På morens dødsdag sidder Sara og taler med bedemanden Christina om bisættelsen. Saras far, den hæderkronede og Cavling-vindende journalist Leif Blædel, ligger fortsat på hospitalet, og Sara tager tilløb til at skulle fortælle ham, at hans kone er død. Det er svært, men hun gør det. Og to dage inden morens bisættelse dør han også.

Tryghed i sorgen

“Jeg ringede til Christina og fortalte, at min far var død, og at vi måtte sætte min mors bisættelse på standby. Mit kaos i maven blev endnu større. To døde, der skulle synkroniseres? Det var for meget,” fortæller Sara.

Men Christina træder pronto til. Det er ikke noget problem, at de bisættes sammen. Hun skal nok tage sig af det hele.

“Det var utrolig trygt at have en så tæt på, som sørgede for at det hele gik, som det skulle. Selv om jeg havde mistet begge mine forældre, gav det mig en ro i kroppen, at de tog af sted sammen. Og de fik endda en fælles urne, hvilket jeg ikke anede, at man kunne,” siger Sara:

“Da mine forældre var indlagt, sagde min mor, at jeg ville ende med at skrive om det her. Og det fik hun ret i. Kort efter bisættelsen trådte Ilka ind ad min dør.”

Historien måtte uden for Danmarks grænser

Ilka er hovedpersonen i Saras nye triologi med ‘Bedemandens datter’ og den seneste ‘Ilkas Arv’, der udkom i november. Sara lader som regel handlingen foregå omkring Roskilde, da hun er fra Hvalsø og på hjemmebane, men det gav ikke mening i den nye serie.

For i ‘Bedemandens datter’ forsvinder faren og efterlader sin kone og syvårige datter med en underskudsramt bedemandsforretning på Brønshøj Torv. Og det er jo ret usandsynligt, at det vil tage datteren 33 år at finde sin far et sted mellem Brønshøj og Roskilde. Så historien måtte uden for Danmarks grænser. Noget hun aldrig har gjort før.

Sara kender USA efter at have været på flere bogturnéer, hvor hun har besøgt en række mindre byer, og derfor slår det hende: Hvad nu, hvis man uden videre blev flyttet fra Østerbro og dumpet ned i en lille flække? Ind i et samfund og en branche, man ikke kender? Og så begyndte idéerne ellers at galoppere inde i hovedet.

Og før Sara overhovedet havde besøgt byen, bestemte hun sig for, at handlingen skulle foregå i Racine:

“Jeg havde brug for en amerikansk by, hvor der boede mange danskere og faldt over Racine, som har den største befolkning af danske efterkommere uden for Grønland,” siger Sara, men forklarer så, at da hun endelig besøgte byen, var det helt anderledes, end hun havde forestillet sig.

Bedemandsverdenen i USA er en branche med massiv konkurrence

“Byen virkede så forladt. Jeg havde forestillet mig noget smukt og menneskeligt, da Racine ligger ved Lake Michigan, hvor der er en havn. Men der var ikke et øje. Der bor 80.000 mennesker, og der ligger otte bedemandsforretninger,” griner hun.

Og endnu en gang dumpede bedemændene ind i hendes liv, selv om bedemandsverdenen i USA dog er meget anderledes og er en branche med massiv konkurrence.

“De tog på seniormesser, fordi de var så presset på konkurrencen. Det var helt tosset!”

I USA besøgte Sara to bedemandsforretninger for at få et indtryk af, hvordan det foregik.

“Den ene lignede et resort med blå velour og guldudsmykning. Det var grotesk, for selv om det så pompøst ud, hang balsameringslugten i luften. Så guldrammerne og velouren blegnede lidt,” siger Sara og fortæller, at hun under sin research mødte en nonne, der laminerede dødsannoncer til bogmærker. En karakter, man også møder i trilogien.

Ilka styrer showet

Når Sara taler om Ilka, er hun virkelig. Det er, som om hun hvert øjeblik, det skal være, kan finde på at træde ind ad døren.

“Hun ringede i sin tid på min dør, og nu er det hende, jeg hænger på, og det er hende, der bestemmer. Jeg lader hende bare føre an, for det kan hun sagtens,” siger Sara:

“Jeg ved, at det lyder skørt. Men sådan var det også med Louise Rick. Mine hovedkarakterer styrer showet, og jeg sørger bare for at følge med og skrive ned.”

Sara Blædel - Lime

Det skal kunne ske i virkeligheden

Hvis der er en ting, som Sara Blædel går op i, når hun skriver, så er det research, som hun er yderst grundig med.

“Når jeg skriver, skal den sidde der. Jeg vil have, at jeg skriver det på en måde, så hvis den forbrydelse var sket, kunne det være sket sådan, og opklaringen ville foregå sådan,” forklarer hun.

Ifølge Sara selv har hun en sort krimihjerne og er “godt klar over, at det kan lyde lidt sygt.” Hvilket det måske også er. Så hun er ikke i tvivl om, at det har været nyttigt, at spørgsmålene, nysgerrigheden og fantasien har fået frit løb gennem et samarbejde med en retsmediciner, som hun fulgte med Louise Rick, for at drabene skulle blive så realistiske som muligt.

“Jeg druknede en ung pige ude i Tuse Næs ved Holbæk, hvor jeg gennemgik drabet med retsmedicineren. Hvordan hun ser ud, hvor længe hun har ligget i vandet, hvilken form for vand taler vi om og andre faktorer,” forklarer hun.

“Jeg kan ikke klare blod”

Vold og død er da heller ikke svært at finde i Saras bøger, og scenerne er også ofte så detaljerede, at man føler, at man står sammen med karaktererne og kigger på liget. For Sara handler det om troværdighed. Det handler om at få læseren overbevist om, at hun har styr på de ting, hun skriver, og hun ikke bare ryster ting ud af ærmet. En grundighed og et forarbejde, som hun ikke har fra fremmede, men fra sin prisvindende journalistfar.

Efter at Sara gennem årene har arbejdet tæt sammen med en retsmediciner, politifolk og har været i praktik hos en bedemand, skulle man tro, at hun kan klare alt. Tilsætter man hendes mod er man slet ikke i tvivl. Men der er alligevel én noget sær ting taget hendes profession i betragtning.

“Da Adam var lille og faldt, kunne jeg næsten ikke vaske hans sår uden at blive svimmel. Det samme gælder i dag. Jeg kan ikke klare blod. Jeg har dræbt så mange mennesker og har endda fulgt en retsmediciner, men når det gælder blod, er jeg så sart. Jeg synes, det er helt frygteligt,” griner Sara:

“Er det ikke åndssvagt?”

SARA BRÆDEL
  • 52 år, født i København og opvokset i Hvalsø.
  • Har sønnen Adam Blædel på 20 år.
  • Debuterede som krimiforfatter i 2004 med kriminalromanen ‘Grønt støv’, som hun fik Det Danske Kriminalakademis debutantpris for.
  • I 2014 fik hun tildelt De Gyldne Laurbær for roman ‘Kvinden de meldte savnet’.
  • Datter af journalist og Cavlingpris-vinder Leif Blædel og skuespillerinde Annegrethe Nissen.
  • Hendes bøger er udgivet i 33 lande.
  • Er flyttet til New York og bor i en treværelses lejlighed. Men har fortsat en lejlighed på Østerbro i København.
  • Aktuel med bogen ‘Ilkas arv’ der er anden bog i hendes nye trilogi.