Sara Hjort Ditlevsen går forrest med følelserne

Sara Hjort Ditlevsen er ikke bleg for at ytre sig om hverken feminisme eller flygtninge, og derfor fik hun engang et brev fra en dame, der håbede, at hun ville blive kvalt i sin egen godhed. Men der skal meget mere til at få det både selvsikre og sårbare unge skuespiltalent til at holde sig tilbage.

Det er ikke kun på scenen, at den 30-årige skuespiller Sara Hjort Ditlevsen eksperimenterer med forskellige masker. Det gør hun også privat. Ikke fordi hun prøver at gemme sig bag en falsk persona, bestemt ikke. Privat falder særligt én rolle hende bare mere naturlig end andre.

“Vi har alle sammen forskellige masker, som vi tager på. Den, der ligger forrest for mig, er nok selvsikkerhed og power. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra, men mine søstre og mine forældre har den også. Så måske er det bare sådan, jeg er født,” siger Sara Hjort Ditlevsen.

Om Sara Hjort Ditlevsen
  • Sara Hjort Ditlevsen er født 23. maj 1988.
  • Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2016.
  • Aktuel i rollen som Jomfru Signe i ‘Pelle Erobreren’ på Østre Gasværk Teater i København. Forestillingen spiller frem til 9. december 2018.
  • Medvirker samtidig i filmatiseringen af Puk Damsgaards ‘Ser du månen, Daniel’ om Daniel Rye, der blev holdt som gidsel af Islamisk Stat. Filmen forventes at have premiere 19. september 2019.

Noget at bevise

Selv om det kun er et par år siden, at hun blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, er listen af roller i både tv-serier og film imponerende. Denne vinter føjer hun rollen som Jomfru Signe i Østre Gasværk Teaters opsætning af klassikeren ‘Pelle Erobreren’ til listen.

Måske er listen af roller allerede lang, fordi hun altid haft et stort behov for at bevise, hvad hun kan, frem for at give op, fortæller hun.

Da den første forestilling, hun skulle spille med i efter afgangen fra skuespilskolen, blev aflyst hele to år i træk, satte hun sig i stedet ned og skrev sit eget kortfilmsmanuskript.

“Det er svært at være afhængig af andre og bare vente på sin næste rolle. Så i stedet for at blive bitter over at sidde tilbage med nogle evner, jeg ikke følte, jeg fik afløb for, besluttede jeg mig for selv at gøre noget. Det er nok bare sådan, jeg er opdraget. Min far har altid stillet store krav og forventet meget af mig og mine søstre,” fortæller hun.

“Engang sprang vi ud fra 10 meter høje klipper ved Krystalsøen på Bornholm, fordi der stod to rockertyper ved siden af, der ikke turde, og min far ville vise, at han havde nogle seje børn. Den positive side af det er, at jeg er blevet ambitiøs. Måske bliver det også nemmere at udleve sig selv og sine drømme, hvis der bliver forventet noget af en,” siger Sara Hjort Ditlevsen.

Den grænsesøgende Sara

Sara Hjort Ditlevsen er nok mest kendt for sine roller som Ritas datter Molly i ‘Rita’ og Rose fra ‘Perfekte steder’. Dramaet i begge serier udspiller sig i de nære relationer.

“Det er fortællinger om grundlæggende menneskelige følelser, som kærlighed, svigt, at kæmpe for noget, at mislykkes og at blive voksen. Alle kan nikke genkendende til det, og det er fedt at få lov at portrættere for et bredt publikum,” siger hun.

En af de ting, hun selv har skullet lære som voksen, er at sætte grænser. I folkeskolen blev hun mobbet og blev bange for, at andre mennesker ikke ville kunne lide hende, hvis hun sagde fra.

Samtidig havnede hun med sin åbne og nysgerrige natur i nogle situationer, hvor hun pludselig havde lyst til at trække sig, men ikke vidste, hvordan hun skulle gøre det.

Sara Hjort Ditlevsen

Girl-power og ligestilling

Når hun bliver bedt om et eksempel, svarer hun, at det kunne være i forhold til mænd:

“Jeg føler ikke, at jeg er blevet krænket dybt og hårdt, men der var nogle situationer i mine teenageår og starten af 20’erne, som var lige på grænsen. Måske opsøgte jeg noget af det selv, fordi jeg havde svært ved at sige nej tydeligt. Det gør nogle gange, at jeg kommer til at sige lidt for hårdt fra i dag. Det handler om at finde en eller anden balance i det, og jeg er der ikke helt endnu, men jeg er blevet bedre.”

“#MeToo-bevægelsen er sindssygt vigtig, fordi den sætter fokus på, at et nej er et nej, også selv om det er sagt på en sød og smilende måde.”

Hun understreger, at hendes oplevelser ikke er relateret til filmbranchen, og at hendes engagement i kvindekampen rækker meget længere end #MeToo.

“Jeg er meget stolt af min farmor, som var medlem af Dansk Kvindesamfund, og min bedstemor der sad i ligestillingsrådet. Deres generation kæmpede virkelig. Men vi har stadig noget at kæmpe for! Det er #MeToo-bevægelsen et godt eksempel på, men der er også andre emner. Jeg kan blive helt chokeret, når nogle af mine venner er imod øremærket barsel til fædre. Hvordan skal vi så få ligestilling på arbejdsmarkedet?”

Den følsomme Sara

Selv om Sara Hjort Ditlevsen lyser langt væk af selvtillid og stærke holdninger, er det tydeligt, at de er båret frem af et følsomt hjerte, der tager verden ind på godt og ondt. Og nogle gange kan følelserne godt løbe af med hende.

“Jeg oplever tit, at jeg reagerer med vrede, når jeg bliver såret. Det er et meget stærkt forsvar, som jeg blandt andet oplever i skænderier med min kæreste. Så har jeg brug for, at han spørger ind til, hvorfor jeg bliver vred. Selvfølgelig er første skridt selv at forstå det. Men det gør man måske også, hvis der er nogle, der spørger ind eller ser bag om forsvaret,” forklarer hun.

“Vi laver forsvar, når vi er små, for at beskytte os selv, men når vi så bliver voksne, så opretholder vi det måske på nogle uhensigtsmæssige måder for os selv. Det var også et af temaerne, da jeg gik på teaterskolen. Jeg kan nogle gange føle, at jeg kommer til at stå lidt alene, hvis jeg reagerer med vrede frem for at vise den sårbarhed, der ligger bag,” siger Sara Hjort Ditlevsen.

Går med hjertet forrest

Hun ved godt, at hun nogle gange kommer til at træde andre mennesker over tæerne med sin umiddelbarhed og sit engagement. Til gengæld er hun god til at sige undskyld.

Det ville bare være nemmere, hvis hun var bedre til at træde et skridt tilbage i stedet for at forsvare sig selv til at begynde med. Så undskyldningen blev overflødig:

“Man skal altid gå med hjertet forrest, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg gik lidt mindre med følelserne forrest. Eller i hvert fald blev bedre til at rumme mine følelser selv, før jeg møder verden med dem. Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, og det er en kæmpe gave at blive klogere på sig selv allerede i min alder. Det bliver jo kun sværere at ændre sine mønstre, når man bliver ældre. På den anden side er der også nogle ting, hvor jeg bare må erkende, at det er min personlighed, og det er okay at stikke lidt ud.”

Nye roller, nye masker

Lige for tiden øver hun sig i at sige pyt og lade humoren fylde mere, fordi hun har en tendens til at tage livet meget alvorligt.

Derfor drømmer hun også om at spille flere komedier. Nye roller er nemlig en god mulighed til at afprøve nye masker.

“Det er befriende at spille roller, hvor jeg kan få lov til at vise det, jeg måske ikke selv har nemmest ved at vise privat. Det er det smukke ved skuespil. Vi indeholder jo alle sammen de samme følelser, men komponenterne er stykket forskelligt sammen ud fra vores historie. Hver gang jeg spiller en ny rolle, er komponenterne stykket sammen på en ny måde, og jeg lærer nye masker at kende.”

Sara Hjort Ditlevsen

Den solidariske Sara

Den følsomme ihærdighed er altså en stor del af Sara Hjort Ditlevsen. Og lige i enden på den følger også et stort politisk engagement.

Den første kortfilm, ‘Europa’, som hun fik idéen til og producerede sammen med instruktør Camilla Ramonn, gik viralt på årsdagen for integrationsminister Inger Støjbergs omdiskuterede billede, hvor ministeren fejrede regeringens 50. gennemførte stramning på udlændingeområde med en stor othellolagkage.

Sara Hjort Ditlevsen spiller i kortfilmen, der blev set af mange hundrede tusinde mennesker, selv rollen som en Marie Antoinette-lignende figur, der mæsker sig i kage ved et veldækket bord midt i en flygtningelejr.

“De teltlejre i Danmark var idiotisk symbolpolitik. Det var enden på en valgkamp, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, fordi det handlede om at overgå hinanden i, hvor dårligt vi kunne behandle flygtningene. Mennesker, der flygtede for at redde deres liv!

En nødvendig film

“For Camilla og jeg var den film ‘need to make’ og ikke ‘nice to make’,” forklarer Sara Hjort Ditlevsen. Hun fortæller, at filmen blev finansieret gennem en Kickstarter-kampagne af andre danskere, der savnede et humoristisk modsvar til regeringens politik.

Sara Hjort Ditlevsen har selv prøvet at bo i en flygtningelejr. I 2009 rejste hun nemlig med Mellemfolkeligt Samvirke til Libanon og boede med en palæstinensisk flygtningefamilie.

I mødet med dem ikke bare lærte, men mærkede hun den dybe længsel efter en bedre fremtid, fortæller hun.

Og netop de erfaringer gjorde det særlig hårdt for hende at være vidne til den skærpede retorik i dansk politik.

Fællesskabsfølelse

En ældre kvinde fra provinsen skrev engang til Sara Hjort Ditlevsen, at hun håbede, at hun ville blive kvalt i sin egen godhed.

Den slags kommentarer gør ondt, men tager ikke modet fra hende.

“Jeg er opvokset i bofællesskab, hvor der var fokus på fællesskab og solidaritet. Jeg er opdraget med, at vi må yde efter evne og nyde efter behov og har nok indignationen med hjemmefra. For nylig havde en italiensk journalist et opråb til os kunstnere på forsiden af Politiken, hvor han argumenterede for, at vores branche har et særligt ansvar i den her debat. Og så skrev min mor en sms til mig om, at hun var stolt af mig i den sammenhæng.”

Sara Hjort Ditlevsen

Episke fortællinger

Fortællingen om ‘Pelle Erobreren’ handler også om flygtninge, der kommer fra Sverige til Bornholm for at finde arbejde og skabe et bedre liv for sig selv og deres børn.

“Det er en af den slags episke fortællinger, som binder os sammen som mennesker. Vi forstår alle personerne i den. Uanset om det er faren, der flygter med sin søn for at skabe en bedre tilværelse. Eller drengen, der slår de andre elever i skolen, fordi han selv bliver slået derhjemme. Vi forstår dem alle sammen og kan spejle sider i os selv. Men samtidig peger fortællingen også hen mod noget, der er bedre. Et bedre samfund. Den type fortælling er vigtig at holde fast i, og det smukke ved at opleve den i teatret er netop, at vi oplever den sammen.”

En typisk hverdag i Saras liv

Kl. 7.30
Jeg står op og drikker en kop sort kaffe med min kæreste og læser måske lidt i dagens Information eller Politiken.
Kl. 8.00
Jeg tager til astanga-yoga for at få mentalt fokus og få kroppen i gang, hvis jeg har tid.
Kl. 10.00
Jeg spiser havregrød med peanutbutter og kokosolie, kefir eller rugbrød med æg. Afhængigt af om jeg skal til prøve på teatret senere, indspille eller lave egne projekter, forbereder jeg mig og svarer på mails og opkald.
Kl. 12.00
Om eftermiddagen er jeg enten til prøve på teatret, på optagelse til tv-serier eller film eller arbejder på min egen kortfilm. Hvis jeg ikke skal noget af det, indretter jeg min og min kærestes nye lejlighed på Nørrebro i København.
Kl. 18.00
Min kæreste og jeg laver aftensmad sammen og snakker. Måske har vi også venner på besøg. Det kan også være, vi ser et afsnit ‘Sharp Objects’ eller ‘The Crown’, som vi snart har været et år om at se en sæson af.
Kl. 23.30
Jeg vil gerne have syv-otte timers søvn, og heldigvis bestemmer jeg ofte selv, hvornår jeg står op, for det er sjældent, jeg er i seng før klokken 23.30.