Sarah-Sofie Boussnina: Fra Lærkevej til Hollywood

Sarah-Sofie Boussnina har fart på. Hun er kun 26 år, men debuterer lige nu internationalt i den nye HBO-serie ‘Knightfall’.

Det er ikke hvem som helst, den unge skuespillerinde Sarah-Sofia Boussnina træder i fodsporene på. Store danske stjerner som Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau svinger med sværd i ‘Game of Thrones’, Sidse Babett-Knudsen er den iskolde direktør for ‘Westworld’, mens Alexandre Willaume er trukket i rumdragten i ‘Valerian and the City of a Thousand Planets’. Og nu drysser Sarah-Sofie Boussnina altså mere dansk stjernestøv på den internationale scene med sin rolle i HBO-serien ‘Knightfall’, der har premiere 7. december.

Men det er ikke en rolle, der bare er dumpet ned i skødet på Sarah-Sofie, der nok er bedst kendt fra danske serier som ‘Lærkevej’, ‘1864’ og ‘Broen III’.
“Jeg har længe gerne villet til udlandet, så jeg har haft agenter i USA de seneste tre år. Før jeg fik rollen i ‘Knightfall’, har jeg lavet over 200 castings i udlandet – og ofte har været den sidste, der er blevet valgt,” fortæller Sarah-Sofie, der derfor blev glad, da producerne ringede og tilbød hende rollen, der tager os med på en rejse tilbage til middelalderen og historien om de sagnomspundne tempelriddere.

Spiller stærk kvinde

“Det er en spændende historie. Jeg spiller en jødisk pige, der er blevet reddet af tempelridderne som barm, og som – uden at røbe for meget – får en masse kampe at kæmpe. Hun er enormt stærk, og at være kvinde på den tid var noget helt andet end at være kvinde i dag, så det har været spændende. Jeg har læst meget om den periode, og ellers har jeg bare ladet mig rive med lige dér, hvor det hele blev til virkelighed, og der blev råbt: action!” fortæller Sarah-Sofie, der altid har gjort tingene på sin egen måde, hvilket har ført hende frem i forreste række på den danske – og nu også internationale – film- og seriescene.

Tunesiske rødder

Sarah-Sofie er vokset op i Svendborg med sine forældre og to brødre. Hendes mor er dansk, hendes far tuneser, og de tunesiske rødder har stor betydning for Sarah-Sofie:
“Det er jo halvdelen af, hvem jeg er. Det har været en gave at vokse op med flere kulturer og flere sprog omkring mig. Jeg taler flydende fransk-arabisk og engelsk, og vi har altid rejst meget. Jeg har altid haft nemt ved at møde forskellige mennesker, fordi min opvækst har gjort mig til et åbent menneske.”

Jeg har også søgt ind på teaterskolen tre gange uden at komme ind, men jeg føler aldrig, at jeg står stille. Jeg udvikler mig hele tiden gennem skuespillet.

Drømmen har altid været skuespil

Sarah-Sofie har altid elsket at optræde og fortælle historier, og som femårig proklamerede hun for første gang, at hun ville være skuespiller. Hun brugte en stor del af sin barndom på at spille børne- og ungdomsteater, og som 15-årig begyndte hun at tage timer hos skuespillerinden Tina Kruse Andersen i Odense.
“Jeg gik hos hende en gang om ugen og lærte sindssygt meget af det. Vi beskæftigede os meget med improvisation og relationer mellem mennesker og læste store klassiske værker som Anton Tjekhov, Ipsen og Shakespeare,” fortæller Sarah-Sofie, som begyndte at gå til forskellige castings og fik rollen som Mathilde Holm i TV 2-serien ‘Lærkevej’.


“På det tidspunkt gik jeg i 1.g, og min rektor gav mig lov til at lave serien ved siden af gymnasiet, så længe jeg lavede alle mine skriftlige afleveringer. Det var så hårdt, fordi jeg havde et fuldtidsjob med tv-optagelser i København og skulle lave alle lektier i weekenden. Jeg kunne ikke være med til nogen af festerne, fordi jeg ikke havde tid. Men samtidig følte jeg mig privilegeret over at have fået til lov til at lave skuespil.”

Droppede ud af gymnasium

Da Sarah-Sofie skulle filme anden sæson af ‘Lærkevej’, valgte hun at tage konsekvensen, gik ud af gymnasiet efter 2.g og flyttede til København. Og selv om det var en svær beslutning, har hun ikke fortrudt et sekund.
“Jeg tænkte, at jeg altid kunne tage 3.g senere – og det gjorde jeg også. Jeg har også søgt ind på teaterskolen tre gange uden at komme ind, men jeg føler aldrig, at jeg står stille. Jeg udvikler mig hele tiden gennem skuespillet. Jeg har været med i projekter, hvor jeg har lært en masse om historie, og andre, hvor jeg har lært om mennesker, relationer, psykologi og følelser,” fortæller Sarah-Sofie, der ikke har haft problemer med at lande roller, selv om hun ikke er officielt uddannet.

Selektiv med sine roller

Ud over ‘Lærkevej’ har hun medvirket i flere danske tv-serier og film, hvor hun har spillet alt fra vrangvillig besøgsven i tv-serien ‘1864’ til forsømt rigmandsdatter i biografhittet ‘Fasandræberne’.
“Jeg har altid været meget selektiv med mine roller og kun lavet ting, som jeg synes var fede. Jeg er kompromisløs og vil ikke kun castes som én type, og det kunne jeg ikke leve af i starten,” fortæller Sarah-Sofie, der derfor havde forskellige jobs på kaffebarer og caféer ved siden af.

Du kan vide, at du har mødt den rette, når du er 25 eller 45 år, og vi har bare været heldige at møde hinanden allerede nu.

Jeg er ikke for fin

“Jeg er ikke for fin til nogen slags arbejde, og jeg vil hellere sidde i Netto end at lave noget, jeg ikke synes er rigtigt. Da jeg havde arbejde ved siden af, blev jeg ofte genkendt: “Gud, er du ikke skuespiller, hvorfor arbejder du her?” Og så måtte jeg jo bare grine og fortælle, at det var jeg, men det kunne jeg altså ikke leve af,” fortæller Sarah-Sofie.
Hun griner, inden hun med ét bliver alvorlig.

Opdaget fra Broen

“Jeg er ret stærk. Hvis der er noget, jeg gerne vil, giver jeg ikke op. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har givet op. Jeg er nødt til at prøve det af. Jeg vil aldrig sætte mig selv i en situation, hvor jeg tænker: Hvad nu, hvis jeg havde gjort det eller det? Så hellere bare prøve!”
Sådan var det også, da hun blev opfordret til at sende et “self-tape” til casterne på ‘Knightfall’. Producerne havde set hende i ‘Broen’ og synes, hun var interessant, men på det tidspunkt havde Sarah lige været tre måneder i Nordsverige for at optage tv-serien ‘Forbandet’ og kunne næsten ikke hænge sammen.
“Jeg var så træt. Vi havde filmet 16 timer om dagen i flere måneder. Det lyder så glamourøst at sige, man er skuespiller, men det er også benhårdt. Da casteren så mit “self-tape” var reaktionen, at jeg lignede en “dead fish” (død fisk, red.). Heldigvis ville de alligevel gerne se mig til en live casting, så jeg tog til London, hvor det gik meget bedre,” fortæller Sarah-Sofie og smiler skævt.

EN TYPISK HVERDAG I SARAH-SOFIES LIV

7.00: Jeg står op og spiser morgenmad og drikker kaffe. Jeg fungerer ikke uden min morgenmad.

9.00: Jeg tager ned og træner. Jeg elsker at træne og dyrker enten TRX, yoga eller løber en tur.

11.00: Jeg læser manuskripter, jeg har fået tilsendt – og det kan der hurtigt gå tre-fire timer med – og forbereder mig måske på en casting eller filmer et “self-tape”.

19.00: Når jeg har pause fra optagelser, elsker jeg at lave sund mad. Lige nu laver jeg især vietnamesiske og thailandske retter.

20.00: Jeg ser en film, en serie eller går måske en tur i teateret eller til en koncert. Jeg elsker at se dygtige kunstnere.

Filmaktuel til foråret

For hun fik en rolle. Og den internationale debut i ‘Knightfall’ står ikke alene. I løbet af foråret medvirker hun også i filmene ‘Mary Magdalene’ og ‘The Birdcatcher’. Alligevel har hun stadig fødderne solidt plantet i den fynske muld.
“Det var overvældende at møde op på settet til ‘Knightfall’, fordi alt var så gennemført. De havde fuldstændig genskabt Paris, som byen så ud i middelalderen, det var ligesom at træde ind i en tidslomme. Men selve arbejdet er ikke anderledes. Det hele er bare i en større skala. Vi har for eksempel et kæmpe crew med over 400 statister. Det giver mulighed for at dykke dybere ned i detaljerne, men arbejdet er også mere isoleret. Når du ikke er på, sidder du bare og venter i din trailer,” fortæller hun.

Danmark er for lille

Der er dog ingen tvivl om, at Sarah-Sofie er lige der, hvor hun gerne vil være.
“Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde i udlandet. Danmark er et lille land, så hvis du som kvinde vil arbejde fuld tid med film og serier, giver det flere muligheder at kunne arbejde i forskellige lande. At jeg taler flydende engelsk har været en stor gave i den forbindelse, da jeg ikke bliver castet som udlænding. Det giver mange flere muligheder.”

Sit livs kærlighed

Efter et turbulent års tid er Sarah-Sofie nu hjemme i sin lejlighed på Vesterbro i København, som hun deler med sin mand, Julias Moon-forsangeren Louis Samson Myhre. De blev gift for halvandet år siden, da de var bare 22 og 25 år. Louis den yngste.
“Der er mange, der spørger, hvordan det er at blive gift så tidligt, men det tænker jeg slet ikke over. “When you know, you know” (når du ved det, så ved du det, red.). Du kan vide, at du har mødt den rette, når du er 25 eller 45 år, og vi har bare været heldige at møde hinanden allerede nu,” forklarer Sarah-Sofie og tænker lidt.

Han støtter mig

“Selv om jeg kun er 26, har jeg været i den her branche i 10 år, og jeg er blevet voksen enormt hurtigt. Louis har turneret Danmark rundt, så det samme gælder ham. Det er fedt at have en tryg base med en, der støtter mig og elsker mig for den, jeg er.”
Og det unge ægtepar er gode til at være der for hinanden. Når Sarah-Sofie optager i udlandet, flytter Louis med:
“Vi forsøger at skabe et hjem der, hvor vi er – og så rejser Louis frem og tilbage. Han skriver al sin musik selv, så det er også fedt for ham at rejse med rundt og blive inspireret af det, vi oplever. Vi er begge historiefortællere og engagerer os meget i hinandens arbejde, så jeg var også lige hjemme i 24 timer for at være med, da Louis skulle spille på Skanderborg. Når jeg hører en sang, kan jeg fortælle Louis, hvad der rører mig i den, og han læser mine manuskripter og siger, hvad han synes om dem. Det er rart.”

Brug for at puste ud

I forbindelse med ‘Knightfall’ boede de to seks måneder i Prag, og i hele 2016 var de nærmest kun hjemme for at blive gift. Da optagelserne til ‘Knightfall’ var i kassen, skulle Sarah-Sofie direkte til Norge for at filme ‘The Bird Catcher’. Men nu er hun hjemme i Danmark. For en stund:
“Der har været fuld fart på, så nu har jeg brug for at være lidt hjemme. Det er vigtigt for mig at tage friheden til det. Jeg nyder at se mine venner og min familie og pleje de relationer, for det er svært, når jeg er væk.”
Ud over at hygge med sin familie og venner, læser Sarah-Sofie masser af manuskripter og gå til castings, men ellers er hun afventende og ser tingene an:
“Lige nu er der en masse måske’er, men jeg ved, at jeg er god til det, jeg laver, så jeg gør bare mit. Min holdning er, at alt, hvad der er meant to be mine, will be mine.”


SARAH-SOFIE BOUSSNINA

– Født i 1990 i Esbjerg.
– Opvokset i Svendborg med sine forældre og to brødre.
– Har lavet børne- og ungdomsteater, siden hun var fem-seks år.
– Blev for alvor et kendt ansigt, da hun som 15-årig medvirkede i tv-serien ‘Lærkevej’.
– Siden har hun haft større roller i tv-serier som ‘1864’, ‘Broen III’, ‘Forbandet’ samt biografhittet ‘Fasandræberne’
– Aktuel i History Channels tempelridderserie ‘Knightfall’, der har premiere på HBO Nordic den 7. december.
– Gift med den danske musiker Louis Samson Myhre.