Familieforsker: ”Rigtig mange skolebørn mangler dannelse”

Når vores poder rammer skolebænken, er en af de største udfordringer i dag, at børnene ikke har lært, at de skal føle værdi og selvværd i det, de kan bidrage med til fællesskabet. Det er en voksenfejl, mener familieforsker Per Schultz Jørgensen.

Skolebørn - ærlig talt

Et af de største problemer, skolebørn har i dag, handler ikke om skoleparathed, modenhed, respekt for autoriteter eller uskarpe, små pærer. Problemet er, at vi i forherligelsen af individualismen og devisen om, at vi alle er unikke og både kan og skal være vores egen lykkes smed, har glemt at opdrage og uddanne børnene i, hvordan man udfører netop dét stykke smedearbejde, mener Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker, psykolog og forfatter.

Mig, mig, mig-syndromet

“Vi har måske at gøre med de mest vidende børn nogensinde, når der rammer skolealderen. De kan tit både regne lidt, læse og sige engelske ord. Der, hvor mange børn til gengæld er lidt udfordret, er i forhold til at indgå sociale sammenhænge, hvor de sidder stille på stolen og hører i længere tid på forklaringer, og kan afvente deres tur. Børn i dag er nok mindre tilbøjelige til at være lydige og gøre, som der bliver sagt.

Børn vil ikke være et nummer i rækken

De er lidt mere selvcentrerede, og forståelsen og accepten af, at de indgår som et nummer i rækken, er ikke rigtigt til stede”, siger Per Schultz Jørgensen.
“Årene før skolestarten lærer jo barnet et grundsyn på, om det er en lille prins eller prinsesse på en gylden sky, eller om det er et menneske, der selv kan og skal arbejde for sagen. Hvad end barnet har med i bagagen, tager det med sig ind klasselokalet”, tilføjer han.

Om eksperten

Per Schultz Jørgensen, 85 år, er børne- og familieforsker med mere end 40 års erfaring. Han er uddannet skolelærer, har en kandidatgrad i Psykologi og en doktorgrad i Filosofi og er forfatter til adskillige bøger børn og trivsel.

Men selvom det kan lyde hårdt, er det ikke fordi, der er noget galt med hverken børnene, forældrene eller skolen. Forklaringen skal i stedet findes i den samtid, vi lever i. Over de seneste 60 år har samfundet og samfundsidealerne nemlig rykket sig så meget, at vi på en eller anden måde har fået sat os mellem stolene i stoledansen.

Børn skal lære ansvar

“I det gamle samfund var et af vores største fælles idealer ’lydighed’. I dag er det nærmere ’ansvar for eget liv’. Men det er netop det ansvar, har vi ikke fået lært børnene, hvordan man tager, og hvordan er det så, vi forventer, at de skal kunne styre skuden?”, spørger Per Schultz Jørgensen.
I det individualiserede samfund er det nemlig både et privilegie og et krav, at man træffer valg for sit eget liv, og de to ting skurrer mod hinanden, når det kommer til vores børn, forklarer han.

Livsforløb on demand

“Vores samfund er præget af, at vi skifter spor hele tiden og konstant skal træffe valg. Valg om den individuelle uddannelse, den individuelle karriere, det individuelle livsforløb. Vi er vant til at vælge og sammensætte alt efter vores egne ønsker og behov. Det gælder i alle aspekter, lige fra vores uddannelsesprofil til hvilken underholdning, vi vil se i tv. Det er ikke bare tv on demand – det er livsforløb on demand”, siger Per Schultz Jørgensen og fortsætter:
“Og det er et gode. Det er en kæmpestor mulighed for det enkelte menneske selv at kunne forme sit liv.

Børnene mangler lydighed

Problemet er bare dels, at det gør, at man ikke er særlig indstillet på at tilpasse sig krav om lydighed og at indordne sig under generelle regler, som skole og læring kræver, og dels at vi ikke får opdraget børnene til at begå sig i individualiserede liv. For når man skal stå på mål for sit eget liv, kræver det, at man evner at tage ansvar, er vedholdende og er lidt robust. Og det kræver, at man ved, hvad man vil, kan mærke efter og være reflekteret. Det er selve kimen til barnets selvværd, og de evner er mange børn ikke blevet lært”, siger han.
Og det er en kæmpe hæmsko for dem. Men når nu vi aldrig har været mere engagerede i vores børn, hvor er det så, det kikser og hvorfor?

Skolebørn mangler vigtige byggesten

For at børn kan trives og blive velfungerende små mennesker, kræver det, at de får kærlighed, nærvær, omsorg og støtte, men også at de oplever opdragelse og socialisering. Billedligt kan man beskrive opdragelsen som fundamentet i en lagkage, mens socialiseringen er det, der bygges ovenpå, og kærligheden, omsorgen og nærværet er al den creme, der skal fore lagene og omslutte herligheden, forklarer familieforskeren.

Ingen opdragelse hjemme

“I 1950’erne og 1960’erne spillede opdragelsen hjemme i familien en enormt stor rolle, men socialiseringen i institutioner, fritid og kulturen spillede en meget begrænset rolle. I dag er det lige omvendt. Socialiseringen og kærligheden fylder det hele. Børn har brug for alle lagene for at stå stærkt, men i dag er der rigtig mange børn, der går op gennem skoletiden uden det nederste lag i kagen”, siger han.

Læren om selvværd drukner i kærlighedspølen

Opdragelsen er dybest set alt det, der handler om at tage ansvar. Den handler om moral, om ens selvopfattelse og selvværd og at have værdi som menneske. Socialisering handler derimod om at blive dygtig, at være selvstændig, have kompetencer til at kunne klare sig, forklarer forskeren.

Børn bliver ‘bare’ elsket

“Men i dag har opdragelse fået en anden betydning, nemlig at børn skal elskes, og vi skal have en nær tilknytning til dem. Det er også kolossalt værdifuldt. Men skiftet i, hvad opdragelse er, er nok også årsagen til, at mange børn ikke får en stærk opfattelse af, at de kan noget, og at de står fast på noget. Det giver dem heller ikke stærke incitamenter for at tilpasse sig i skolen, at vi har lært dem, at de skal elskes og ses, ikke at de skal yde og bidrage og anerkendes for en indsats. Og det er en fejl af de voksne, ” siger Per Schultz Jørgensen.

Børn skal lære, de har en værdi

“Børn skal have en tro på, at de dur til noget, og en overbevisning om, at de har værdi. Og den følelse af værdi får man ikke kun ved at være elsket, men ved også at være en, der kan klare opgaver og tage ansvar. Og det lærer man ved at pligter er en del af opvæksten,” siger han.
Det solide fundament i opdragelsen, som barnet skal vokse videre på, skal altså støbes i familiens skød. Men ikke dermed sagt at børneopdragelsen er forældrenes ansvar alene.

Børneopdragelse bør være et samarbejde

“Jeg mener, at skole og daginstitutioner skal kunne noget andet og mere i dag, end de kan og gør. De har et medansvar i børnenes dannelse. Og dannelse er netop den hele lagkage. Børneopdragelse bør være et fælles ansvar. Det er klart, at det er forældrene, der lægger det primære grundlag i opdragelsen ved at give børnene nogle værdier og normer at leve op til i form af pligter, ansvar og deltagelse i familiens fællesskab, men det er de værdier, som daginstitutioner og senere skolen skal bygge videre på”, siger Per Schultz Jørgensen.
Tal viser da også, at otte ud af 10 forældre er enige i, at de har netop et medansvar for børnenes opførsel uden for hjemmet fire vægge, viser en undersøgelse af forældres syn på børneopdragelse lavet af Gallup tidligere på året.

Ansvar læres af at have det

Hurdlen er altså ikke at placere ansvaret, men at løfte det. Og hvordan gør man så det?
“Ansvar er ikke noget, man undervises i, det er noget, man lever op til ved at have det. Og derfor skal børn inddrages og bidrage. De skal selv bære rygsækken, de skal selv sætte madkasserne i opvaskemaskinen, og de skal have en maddag. De skal opleve, at de normer, der gælder her i vores familie, er nogle, jeg har været med til at beslutte, og derfor har jeg også et ansvar. Det tager noget tid i hverdagen, men det er en investering, vi skal prioritere. Børn vokser helt enormt af det. Det er en investering i deres fundamenter som mennesker”, siger Per Schultz Jørgensen.

Hjælp dit barn til at blive skoleklar – og klar til livet – med pligter

Pligter og ansvar klæder ikke bare dit barn på til læring, samarbejde og fællesskabet i skolen, men til selve livet. Det er nemlig igennem ansvar og opgaver, som barnet formår at forløse, at selvværd vokser. Her er ekspertens råd til, hvilke pligter et barn eksempelvis kan varetage til hvilken alder. Antallet og frekvensen i pligterne bør forældre selv tage bestik af, men alle børn har godt af at have nogle.

  • Fra 3 årsalderen: Kan barnet allerede begynde at få lidt ansvar og hjælpe til med ting. Det kunne selv at prøve at tage overtøj på, selv bære sin tallerken til bordet, og selv sætte sine sko og legesager på plads med hjælp og opmuntring.
  • Det 5-årige barn: Kan selv tage sit tøj af og på, hænge sin jakke og cykelhjelm op, sætte madkassen i opvaskemaskinen, tørre borde af, dække bord, snitte grøntsager, rydde op på eget værelse med hjælp, børste tænder og vaske sig med hjælp og være behjælpelig med havearbejde.
  • Det 10-årige barn: Kan smøre egen madpakke med hjælp, tilberede mad med hjælp. Barnet kan også rydde op på værelset selv og i øvrigt hjælpe med oprydning i hjemmet. Desuden kan barnet klare at stå for lette indkøb, holde orden i skoletasken, selv have ansvar for lektier, kunne stå for at give beskeder og have ansvar for at overholde aftaler.
  • Den 15-årige: Kan have ansvar for indkøb, kan stå for et helt måltid på en ugentlig, kan ordne vasketøj og deltage i rengøring, havearbejde og andre opgaver i hjemmet. Barnet kan også selv stå for sin transport til venner og fritidsinteresser, kan klare ansvar for mindre søskende og hente dem i institution og kan varetage et fritidsjob.

Kilde: Per Schultz Jørgensen i bogen ”Robuste børn”.

 

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto