10 tips: Gør sommerhaven klar til ferie

Når sommeren kommer, rejser vi ofte væk fra vores frodige haver, og selvom ferie er skønt, så er det surt at komme hjem til til udtørrede krukker og væltede tomatranker. Vi har taget en snak med haveekspert Birgitte Hasholt om, hvordan du forbereder din have på at være alene.

Sommerhaven - guide

Der er ikke noget værre end at lægge en masse kræfter og timer i at se noget spire og gro for så at komme tilbage til hverdagen efter ferien og se sin sommerhave forvandlet til en udtørret ørken eller en tilvokset jungle. Men der findes heldigvis et par nemme råd, der kan få dig til at tænke på din have med længsel istedet for frygt på den sidste feriedag. Læs med her.

Giv en masse vand til sommerhaven

Det danske vejr er ikke til at regne med. Selv om vejrudsigten måske melder byger, mens du er ude at rejse, skal du ikke satse på, at din have får nok vand. Derfor kan du med fordel vande dine bede og krukker, lige inden du tager af sted. Er du væk i længere tid, kan du også overveje, om du vil investere i et vandingssystem. Dem findes der flere af slagsen, som kan køre, mens du er væk.

Haven på budget. Sådan!

Du kan drypvande

Du kan eksempelvis lægge siveslanger i dine bede, som du monterer til en vandhane, hvorefter vandet langsomt siver ud i bedene, så de ikke udtørrer. Du kan også drypvande dine krukker med særlige slanger til formålet, men overvej lige en ekstra gang, om du ligefrem behøver et vandingssystem.

Det billige vandingssystem

Der findes nemlig en noget lettere og billigere model, fortæller haveekspert Birgitte Hasholt:
“Fyld en stor flaske med vand, og vend den på hovedet ned i krukkens fugtede jord. Så kan jorden suge vand, når den mangler. Har du mulighed for det, vil det dog være en god idé at få en god nabo eller ven til lige at kigge forbi og give krukkerne lidt vand. Sæt krukkerne samlet, så det er nemmere for din havehjælp at vande dem. Planter i krukker tørrer hurtigere ud end planter i bede, så de mangler hurtigere vand.”

Vidste du, at …
du ikke må lægge net over dine ribs og jordbær, mens du er bortrejst? Fugle kan sidde fast i nettet, og du er ikke hjemme til at opdage det.

Værn om dine tomater

“Hvis du har rankede tomater, skal du være sikker på, at de er bundet godt op, så de ikke falder sammen, fordi de bliver store og tunge, mens du er væk,” siger Birgitte Hasholt. Fjern også sideskud. Lader du dem sidde på din rankede tomatplante, tager det nemlig kraft og energi fra planten, og så giver den ikke så mange tomater, som den ellers kunne. En busktomat er oplagt, hvis du ofte er væk og ikke lige får nippet sideskuddene af din tomatplante. På busktomaten er det nemlig meningen, at du skal lade sideskuddene sidde, da det går ud over udbyttet, hvis du kniber dem af.

Sommerhaven - lækre tomater

Bliv mødt af en have i fuldt flor

Vil du gerne have blomster i fuldt flor, når du vender hjem efter et par ugers ferie, skal du have gang i havesaksen. Har du roser, der blomstrer igen og igen, så husk at klippe dem efter afblomstring, så de ikke sætter hyben. Inden ferien klipper du både de knopper, der er ved at springe ud, de friske og dem, der er ved at visne. Har du sommerblomster som ærteblomster, løvemund, stolt kavaler og kornblomst, så klip også deres blomster og bristefærdige knopper af.
“Ærteblomster vil gerne formere sig. Derfor skyder de mere, jo oftere du plukker dem. Pluk dem, inden du tager af sted, og du kan være heldig at have rigtig mange, når du er hjemme igen,” foreslår Birgitte Hasholt.

Udnyt urterne

Nip skuddene af dine krydderurter, og trim dem. Hvis du har tid, kan du lave din egen pesto af skuddene fra din basilikum. Den kan sagtens fryses ned. Nap for eksempel Birgitte Hasholts opskrift:

Alt du skal bruge er 4 håndfulde basilikum, 175 gram parmesanost, 70 gram pinjekerner, 1½ deciliter god olivenolie, 2 fed hvidløg og 1 knivspids havsalt. Parmesanost og pinjekerner køres på en foodprocessor. Basilikum, hvidløg og olivenolie tilsættes og køres med, til konsistensen er passende. Du kan eventuelt tilsætte mere olivenolie, til pestoen er præcis, som du ønsker. Smag til med havsalt.

Sommerhaven - krydderurter

Gør forarbejdet

Lug bedene, inden du rejser, så er de nemlig mere overskuelige at gå i gang med igen, når du er hjemme. Har du været på forkant i løbet af foråret og sommeren, tager det ikke så lang tid. Det smarte ved at være på forkant er, at du får fjernet det ukrudt, som er i blomst. På den måde undgår du, at frøene spredes. Desuden giver ukrudt de dyrkede planter unødig konkurrence om vand og næring.

Lækre, friske bær i sommerhaven

Læg halm under dine jordbær, det holder bærrene rene, holder på fugten og dæmper ukrudtet. Spis de modne bær, og pluk de bær, der ser ud til at modne, mens du er væk, så de ikke mugner og påvirker de ellers friske bær.

Bær - sommerhaven

Trim dine buske

Har du formklippede buksbom, er det en god idé at trimme dem inden din ferie. På den måde undgår du, at de er ude af form, når du er hjemme igen. Du skal normalt vande nyplantede buske i helt op til et år efter plantning. Deres rodsystem er det første år ikke stort nok til, at de kan klare en sommer uden hjælp, så her vil en god grundvanding før afrejse være på sin plads. Overvej at dække jorden med barkflis, der nedsætter fordampningen.

Luft plæneklipperen

Slå din græsplæne, lige inden du rejser, så den ikke virker uoverskuelig at skulle slå, når du er hjemme igen. Du skal imidlertid ikke klippe den alt for tæt. Gå efter en klippehøjde på fire til fem centimeter. Lad iøvrigt gerne det afklippede græs ligge, hvis der ikke er for meget af det. På den måde får din plæne naturlig kompost og holder også på fugten. Til forskel fra blomster og planter, så lad endelig være med at vande din græsplæne. Rødderne skal helst søge i dybden efter vand, og det gør de ikke, hvis du vander.

Vil du vide mere, kan du følge med i Birgitte Hasholts haveliv på birgittehasholt.dk.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto

*/