Sonja Richter: “Jeg har lært at rejse mig, når jeg falder”

Sonja Richter er vokset op med en alkoholisk mor, og rodløshed og terapi er et vilkår i hendes liv. Samtidig er hun en af de største danske skuespillere i sin generation. For hun krænger sit inderste ud, når hun står på scenen.

Skuespiller Sonja Richter har haft en hård opvækst. Læs hende fortælle om fem afgørende punkter i hendes liv.

1. At være barn af en alkoholiker

Utallige gange er jeg kommet hjem fra skole og har været bange for, hvad der ville møde mig. Jeg voksede op i Vestjylland, langt ude på landet i et kollektiv. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var helt lille, og blev skilt, da jeg var omkring fem år gammel. Min mor var alkoholiker. Hun medicinerede sig med alkohol. Når hun drak, var hun ikke sig selv.

Dengang vidste jeg ikke, at alkoholisme er en alvorlig sygdom, som rammer hele familien. Jeg forsøgte i stedet at finde en vej ud, men det er ikke så ligetil, når man er barn. Så da jeg fyldte 14 år, tog jeg på efterskole, og et år efter flyttede jeg alene til Aarhus og startede i gymnasiet. Om aftenen arbejdede jeg på en restaurant som opvasker, og om natten som garderobepige på en natklub.

Helt tidligt lærte jeg derfor at stå på egne ben. Det gav mig en styrke, men det var ikke uden omkostninger. Gennem årene har jeg gået i mange former for terapi, og det gør jeg stadig. Det er blevet et vilkår for mig. Jeg har været ramt og været ked af det, men samtidig har jeg også lært at rejse mig, når jeg falder.

Og jeg har altid vidst, at jeg har misbrugsgener. For eksempel har jeg aldrig rørt stoffer. Første gang, jeg overhovedet fik det tilbudt, tænkte jeg, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg ikke stoppe, før jeg var død af det. Da jeg var yngre, drak jeg alkohol i samme mængder, som alle andre på den alder nok gør, men jeg kunne også mærke, at jeg drak på en anderledes måde. Så nu drikker jeg slet ikke mere, overhovedet.

Om Sonja Richter
  • Skuespiller.
  • 44 år.
  • Vokset op i Allerup nær Esbjerg og student fra Aarhus Katedralskole i 1993.
  • Uddannet fra Odense Teater i 1999.
  • Aktuel i rollen som Isa i filmen ‘Vildheks’, som får premiere den 11. oktober. Filmen er instrueret af Kaspar Munk og baseret på Lene Kaaberbøls bogserie

2. At blive reddet af skuespillet

Hele sommeren har jeg spillet ‘Misantropen’ på Grønnegårds Teatret sammen med Nicolas Bro. Vi spillede forestillingen 40 gange. Det er pissehårdt at spille teater, når man gør det, som jeg gør det. Jeg går all-in hver aften, og til sidst kunne jeg nærmest ikke stå på benene. Men at stå på scenen har altid været mit frirum. Det fandt jeg ud af allerede dengang, jeg startede på teaterskolen. Det var så fedt at kunne forsvinde ind i en anden verden, nok også fordi min egen verden ikke var særlig rar. Det var min måde at få en pause fra mit shit på.

Men der har også været mange dage, hvor jeg har skullet deale med min angst for, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg skulle sige, når jeg stod inde foran publikum. Omvendt så hjælper det mig også. Fordi mens jeg sidder der i garderoben og gør mig klar til at gå ind på scenen, så bliver jeg nødt til at slippe al kontrollen. Og det bliver jeg nødt til at gøre meget bevidst, for hvis jeg ikke gør det, så bliver det dårligt, kejtet og forceret.

Sonja Richter

Jeg oplevede meget tidligt, at den måde, skuespillet kommer til at leve godt på, handler om modet til at kunne give slip på sig selv. At netop ikke at forsøge at kontrollere alting. Jeg er ikke særlig god til at slippe kontrollen i mit eget liv, men inde på scenen er jeg tvunget til det. I første omgang kunne jeg ikke formulere det for mig selv, men hver gang jeg var på scenen, fik jeg en oplevelse af, at jeg var ophævet fra verden. At jeg kunne smide alting bag mig og begive mig ind i skuespillet og så bare give alt, jeg havde i mig.

Men det har ikke altid været let. Engang skulle jeg spille en forestilling, som var enormt krævende, og samtidig var jeg fuldstændig bundulykkelig i mit eget liv. Jeg græd og græd og græd. Selv mens jeg gik ned mod scenen, stod det ud af øjnene på mig, og jeg tænkte, ‘jeg kan ikke gennemføre det her.’ Men i det øjeblik, jeg tog skridtet ind foran publikum, ændrede alting sig. Så var det, som om alt det andet udenom pludselig ikke betød noget længere. Jeg klarede den, det gik godt, og jeg kunne huske alle replikkerne.

Men i det samme, jeg kom ud fra scenen og igen stod i garderoben og fik sminken af, begyndte jeg at tude igen. Men det, jeg lærte af den oplevelse, var, at det er muligt at vælge en anden sindstilstand end den, man tror, man er offer for. Man har ALTID et valg. Jeg er ikke et offer for min fortid. Min fortid er en læremester, der viser mig, at det at være menneske er en enormt facetteret oplevelse. På godt og ondt.

3. At føle sig udenfor

Da jeg læste manuskriptet til ‘Vildheks’ første gang, blev jeg fascineret, fordi det mindede mig om mig selv. Det handler om pigen Clara, som godt ved, at hun er mærkelig og anderledes end de andre. Hendes mor har aldrig fortalt hende, hvor de kommer fra, og har lavet en form for fornægtelse på deres fælles fortid. Det gør, at Clara tror, at hun er skør og bliver syg af det mystiske, som hun oplever.

Pludselig dukker hendes moster Isa op – det er den rolle, jeg har i filmen – og hun har nøglen til et andet univers, hvor man har en anden måde at gøre og se tingene på. Det er her, vi finder ud af, at pigen, hovedpersonen, er den udvalgte. Hende, som har styrken og evnerne til at kæmpe mod de onde kræfter.

Sonja Richter

Det dér med, hvilke nogle kort du får tildelt i livet, har jeg altid været meget optaget af. Handler det om skæbnen, eller er alting bare tilfældigheder? Jeg har fået en kompliceret hånd at spille med, men det har så samtidig betydet, at jeg også har en kreativitet i mig, som kan skabe en masse ringe i vandet og sprede noget lys.

Helt grundlæggende kunne jeg som menneske relatere til historien i ‘Vildheks’ og se mig selv i den fortælling. For om nogen kender jeg følelsen af konstant at være udenfor og ikke rigtig passe ind i de konforme rammer. Derfor har det også været vigtigt for mig at lave en film, som lå i de baner. Og måske kan netop det være med til at forløse et eller andet, så jeg kan få lov til at komme videre i mit liv – og ud i verden.

4. At kærligheden aldrig er lykkedes

Når man er vokset op i sådan noget, som jeg er, så bliver man dysfunktionel i livet på en måde. Man får ikke sin sunde fornuft med sig. Al min bagage har gjort, at jeg er blevet ekstrem kontrolfreak. Det er et dagligt arbejde at frigøre mig fra mit eget kontrol-jerngreb. Jeg kan være bange for at komme til skade, både fysisk og følelsesmæssigt, men nok mest på det emotionelle plan.

Fordi jeg er så grænseløs, har jeg haft brug for at beskytte mig selv med kontrol, og jeg skal virkelig passe på, hvilke mennesker jeg lukker ind i mit liv.

Jeg har haft parforhold, men af en eller anden grund har de bare ikke været særlig lange. De går bare i stykker. Jeg tænker, at det må være mig, der er noget galt med, for dem, jeg har været sammen med, har jo godt kunnet gå videre og møde en anden og så få det til at vare. Så vidt jeg ved, i hvert fald.

Samtidig ved jeg også godt, at jeg er kompromisløs med hensyn til mit arbejde. Jeg har altid insisteret på, at jeg blev nødt til at være skuespiller. At det var det, jeg valgte. Så det har været svært for mig at finde et menneske, som kunne fungere i det. Hvis de ikke kunne leve med, at jeg var ambitiøs og havde en karriere på den måde, kunne jeg ikke være sammen med dem. Det er så også derfor, jeg aldrig har fået børn.

Sonja Richter

Engang havde jeg en forkromet drøm om at møde en mand, være fast skuespiller på det kongelige, få en masse unger og køre rundt i en Christiania-cykel. Og så ville tiden gå, og alting ville være ret nuttet og trygt, og så pludselig havde man sølvbryllup. Men sådan skulle det altså ikke lige falde ud for mig.

Jeg er blevet hende, som konstant rejser rundt med sin kuffert og ikke rigtig hører til nogen steder. Uden børn. For jeg har det sådan, at hvis jeg skal have et barn, så skal det være sammen med et andet menneske. Der skal være to, som bestemmer sig for at gøre det her sammen. Det, synes jeg som udgangspunkt, er mest fair over for et nyt lille menneske.

Så hvis jeg skal nå det, skal jeg først finde ud af at være tryg nok i mig selv og et sted i verden til, at jeg kan finde ud af at være i et forhold i længere tid. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Og jeg kunne også godt tænke mig at blive mor, hvis det stadig kan lade sig gøre. Det kunne være fantastisk. Men måske er det ikke min skæbne, og så går det nok også alligevel. Der er masser af andre fantastiske oplevelser i verden.

5. At finde det sted, hvor jeg bare er til

De sidste fem år har jeg tænkt, at nu er det altså på tide, at jeg finder ud af, hvor jeg skal slå mig ned. Det er det, jeg er på jagt efter. Jeg skal finde det sted, hvor jeg bare er til. Jeg er enormt rodløs, og jeg har et stort ønske om at komme ud af landet. Og hvis jeg skal af sted, så skal det nok være snart. Jeg er 44 år, og det tager altså noget tid at etablere et liv et andet sted, i en anden by.

Jeg tror på, at man skal lukke nogle ting ned, for at noget andet kan blive åbnet op, så jeg tænker jeg skal sælge mit sommerhus, og så overvejer jeg at flytte til USA i et år og se, om jeg kan få det til at hænge sammen, og om jeg kan lide det. Hvis ikke det gør, kan jeg jo tage hjem igen. Men først skal jeg finde lidt mere ro indeni. Det er ikke sjovt at have alt for travlt med livet. Man må godt tage det lidt med ro af og til. Jeg skal nok nå det hele, det ved jeg.