Tænk nyt, og spar penge

En krone sparet er som bekendt en krone tjent. Men hvorfor ikke nøjes med at spare alle de steder, hvor du faktisk ikke kan mærke, at der siver færre penge ud af kontoen? Her får du gode råd til at danne dig et overblik over din økonomi, og til hvordan du spare penge uden at lide afsavn.

spar penge

Vi indrømmer det blankt. Det er og bliver aldrig sjovt at gå sin økonomi efter i sømmene. Gaaaaaab! Til gengæld er det altid dejligt at spare penge, så tag en dyb indånding og kom i gang, så du får råd til det, du drømmer om.

Lav et budget

Du har helt sikkert hørt det før, men et budget er og bliver det vigtigste i forhold til at få styr på økonomien. Budgettet giver dig et overblik over dine udgifter, og hvad du bruger dine penge på.

Så snart du ved det, har du mulighed for at prioritere, hvad du vil bruge dine penge på, og hvor du eventuelt kan bruge dem mere optimalt. Synes du eksempelvis, du bruger alt for mange penge på el, er det jo oplagt at se, om dine opladere hænger i stikkontakten, efter telefonen er opladet. Den bruger nemlig strøm, selv om telefonen er fjernet, medmindre du slukker på kontakten.

Mange har en budgetkonto i banken, som sørger for, at regningerne bliver betalt, hvilket er en god løsning. Udfordringen er blot, at vi nemt mister overblikket over vores udgifter, når vi ikke ser regningerne. Louise Frost anbefaler derfor, at du har et budget på din computer derhjemme, som du og din partner laver i fællesskab. På den måde ved I begge, hvad pengene bliver brugt til.

“Alle bør gå deres budget igennem en gang om året, for nogle udgifter kan være steget, forsikringsforhold kan have ændret sig, eller måske kan det betale sig at omlægge eventuelle lån,” siger Louise Frost.

Mange bække små

Lav en fælles brainstorm på, hvor I kan spare penge. Her er nogle af Louise Frosts sparetips.

  • Planlæg indkøbsturen

    Køb eksempelvis ind én gang om ugen. Brug tid på at lave en udførlig indkøbsliste, så I ikke køber noget, I har i forvejen. Når I køber én gang om ugen, får I færre impulskøb i kurven, og det kan betyde store besparelser i det lange løb.

  • Spis rester

    Tøm jævnlig fryser og skabe. Der gemmer sig mange måltider. Gør det eksempelvis til en rutine, at I den sidste uge i hver måned laver mad fra fryseren og får tømt de sidste rester af pastaposerne. Vær generelt opmærksomme på ikke at smide mad ud. En rest af aftensmaden fra i går kan fint bruges til madpakken eller som restemad til aften.

  • Byt jer til ferieboligen

    Byt bolig i ferien. Der findes mange websites, der tilbyder boligbytte. Måske I kan finde en fast familie, som I kan bytte med år efter år. Det er en billigere måde at holde ferie på, da I blot skal ud og købe flybilletten. Og hvis I bestiller billetterne i god tid, er der også mange penge at spare der.

  • Brug dealsites

    Hvis du skal ud at spise eller leder efter noget særligt, så tilmeld dig de forskellige dealsites, hvor du kan spare op til 50 procent. Men lad nu være med at lade dig friste til at købe noget, du ikke har brug for!

  • Abonnementer og forsikringer

    Gennemgå dine abonnementer på telefoner, internet, avis og forsikringer. Find din indre købmand frem, og forhandl dig frem til et godt tilbud. Der kan være mange penge at spare.

  • Vand

    Det er ingen hemmelighed, at børnefamilier bruger meget vand. Og vand er dyrt. Tjek, hvor mange penge I har brugt på vand det sidste år. Måske I kan spare, hvad der svarer til en weekend i Paris! Sæt eksempelvis æggeuret på fem minutter, når I går i bad, eller genbrug vandet i karbadet til begge børn – det er bare et par af de ting, I kan gøre for at komme tættere på en stor besparelse.

Styr på pensionen

Vil du også have styr på din økonomi, når du bliver pensionist, kan det kun gå for langsomt med at få etableret en ordentlig pensionsopsparing. Hvis du vil have den samme levestandard, som du har i dag, skal du spare 13 til 15 procent af din indkomst op, fra du er omkring 25 år.

Vær opmærksom på, at mange af de pensioner, der gives via jobbet kun giver omkring 6 procent. Louise Frost anbefaler, at du booker et møde med en pensionsrådgiver, enten via dit arbejde eller din bank, da det kan være svært selv at gennemskue.

Styrk motivationen

Hvis du er typen, der er god til at sætte det hele i system, men som har uendelig svært ved at bevare motivationen, så beslut dig for, hvad du vil bruge den besparelse, du opnår, til. Det kan være en længe ønsket rejse, en større bolig eller blot en lækker taske, som du kan gå og glæde dig til at købe.

Økonomi er et fælles ansvar

Gør jeres økonomi til et fælles ansvar. Motiver børnene til at slukke lyset, vandhanen og computeren ved at formulere en fælles god oplevelse, som I skal bruge besparelsen på.

Det lærer jeres børn at tænke på økonomien, og hvordan de prioriterer deres fremtidige økonomi, så de også får mest mulig ud af deres penge i fremtiden.

Louise Frost oplever også ofte, at kvinder overlader al ansvaret for økonomien til manden. Det er på alle måder en dårlig idé, da det kræver en fælles indsats og enighed at få mest mulig ud af økonomien. Hun opfordrer derfor alle par til at sætte sig sammen og lave et budget.

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto