8 gode tips til at forvandle skrald til appetitvækkere

Spis dig sund og mæt i stok, skrog og skræl. Meget af det, vi kalder skrald – også gammelt brød – kan nemlig sagtens spises. Det er ovenikøbet sundt!

Meget af det mad vi har liggende derhjemme, bliver hurtigt til skrald, hvis det har en for gammel salgs-dato eller når stilken eller skroget på frugt og grøntsager ryger af. Også selvom at meget af det kan genanvendes.

715.000 ton. Så meget mad, som kunne være blevet spist, smider vi ud i Danmark. Hvert år. Og det er primært grøntsager, kødprodukter og brød, der fylder mest i affaldsspanden. Faktisk sker det største madspild i de private husholdninger, hvor cirka 20 procent af de madvarer, vi køber, ender i skraldespanden.

I artiklen her har vi derfor samlet otte tips til, hvordan du forvandler skrald til sund mad.

Sådan anvender du bedst dit skrald på

Der skal faktisk meget lidt til at få et lækkert måltid ud af dine grøntsags- og frugtrester. Ofte kræver det bare en god blender og lidt inspiration. Og det får du her.

1.

Brug grøntsagsstokke og blade til suppe og mos

De hårde og til tider barkede stokke og grove blade på for eksempel broccoli, blomkål og andre kålsorter er fyldt med smag, vitaminer og sunde fibre.

Tilsæt for eksempel finthakkede porretoppe, broccolistokke og blomkålsblade til en klar suppe. Du kan også koge det hele sammen med krydderier og fløde, og blend grøntsagerne til en lækker, cremet suppe eller pastasovs.

Stokkene kan også koges og blendes til lækker grøntsagsmos eller laves til pesto tilsat hvidløg og friske krydderurter.

2.

Smagfuld grøntsagstop til saucer og dressinger

Den grønne top på grøntsager som for eksempel gulerødder, rødbeder, radiser, fennikel og bladselleri indeholder masser af vitaminer og smag.

Du kan for eksempel bruge toppene i supper, saucer eller i frikadellefarsen. Eller som grønt drys i stedet for purløg og persille på smørrebrød eller i salatskålen.

Toppene kan også snittes fint og bruges – eventuelt sammen med forskellige friske krydderurter – i dips og dressinger eller i hjemmelavet pesto eller krydderurtesmør.

3.

Tryl grøntsagsskræller om til sprøde chips

Du har sikkert hørt, at vitaminerne sidder i skrællen, og på blandt andet kartofler er skrællen en god kilde til blandt andet C- og B-vitaminer, calcium og kostfibre.

Skrub skrællen grundigt, og lav lækre sprøde chips af skrællerne fra både kartofler, rodfrugter og gulerødder. Det sundere alternativ til almindelige kartoffelchips smager supergodt som snacks, tilbehør til kød- og fiskeretter eller som sprødt drys på suppen eller salaten.

4.

Lav hjemmelavet chutney eller most med frugtskrog

Både æbler og pærer er sunde, velsmagende og fyldt med energi i form af store mængder antioxidanter, vitaminer, mineraler og fibre, der holder tarmsystemet sundt. Vi skræller ofte frugten eller smider kernehuset ud, når vi har spist æblet eller pæren, men faktisk kan hele frugten sagtens trylles om til lækker og velsmagende mad. For eksempel kan du nemt og hurtigt lave hjemmelavet eddike, most eller chutney af både skrog og skræller.

Æbleskroget udgør mindst 5-10 procent af et æble. Det betyder, at vi kan reducere madspildet med minimum 5-10 millioner kilo om året, bare på æbler.
5.

Appelsin- og citronskræller går godt i søde sager og smoothies

Skaller fra appelsin, citron eller andre citrusfrugter har et stort indhold af æteriske olier, og den svampede inderskal indeholder pektin – et sukkerstof, der har god fibereffekt. Desuden er de rige på vigtige vitaminer, herunder C-vitamin, samt calcium og antioxidanter.

Skallerne kan du blandt andet sylte og bruge i desserter, kager eller boller. Er du typen, der laver hjemmelavet marmelade, kan du også anvende skallerne her. Eller prøv at booste smagen og vitaminindholdet i din smoothie ved at tilsætte lidt appelsin- eller citronskal. Husk dog at bruge økologiske citrusfrugter, så du undgår rester af sprøjtemidler.

6.

Sunde løgskaller til teen eller den hjemmelavede olie

Rødløg, zittauerløg (almindelige løg), salatløg, perleløg eller hvidløg. Der findes rigtig mange typer løg, og normalt anvender man kun de inderste bløde lag og smider de yderste, tørre skaller væk.

Men der gemmer sig masser af antioxidanter, fibre og andre sunde stoffer i det yderste lag, så jo flere lag, du skræller af, jo mere sundhed fjerner du faktisk fra løget. Både de tørre skaller og endestykkerne fra løget kan bruges til blandt andet supper og saucer. Og hvis du rister de tørre skaller fra løg eller hvidløg i ovnen og overhælder dem med en god olivenolie, får du en lækker og sund løgolie.

Skallerne kan også overhældes med kogende vand og sødes med lidt honning til en varmende løg-te.

7.

Giv dine brødrester nyt liv

Tørt franskbrød eller rugbrødsender havner oftest i skraldespanden, men der er masser af muligheder for at anvende brødresterne.

Rugbrød og andet groft brød er rigt på sunde fibre og fuldkorn, der giver god mæthed og fremmer fordøjelsen. Samtidig indeholder det en lang række vitaminer og mineraler, herunder B-vitamin, kalium og fosfor.

Brug for eksempel rugbrødsresterne blandet med ristede mandler, havregryn og honning som morgendrys på yoghurt eller skyr, til rugbrødschips eller øllebrød.

Hvidt brød kan anvendes som bruschetta med pesto, til at panere i og som croutoner i salater og suppe. Både rugbrød og hvidt brød kan også opblødes og bruges som fyld i det næste brød, du bager.

8.

Spice dine frikadeller eller hjemmelavet dej op med grøntsagspulp

Når frugt og grøntsager presses til juice, ender skaller, skræller og frugtkød som regel i skraldespanden. Men pulpen fra juiceren kan faktisk give masser af smag og ekstra vitaminer til mange ting.

Laver du for eksempel en tyk, cremet suppe, kan du blende pulpen med. Pulpen kan også blandes i kødsauce, lasagne, i farsen til frikadeller, kødboller eller laves til grønne deller tilsat kikærter, linser eller quinoafrø.

Hjemmebagt rugbrød får ekstra fugt, hvis du blander resterne fra juiceren i dejen, ligesom du kan komme grøntsagspulp i dejen, hvis du laver hjemmelavet knækbrød, muffins, pandekager eller pizzasnegle.

Kilder:

Miljøstyrelsen, rapporten ‘Food Waste Prevention in Denmark – Identification of Hotspots and Potentials with Life Cycle Assessment’ – Tal fra 2017, bogen ‘Skræl er ikke skrald’ af Michael Folman Jensen, Fødevarestyrelsen

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto