Stine Bramsen: “Jeg går til ekstremerne”

Sangerinde Stine Bramsen interesserer sig ikke for alt det, der er midtimellem. Hun ved nemlig altid, hvad hun vil, og det har ført hende langt – først med Alphabeat og nu med en seriøs solokarriere. Mød enten-eller-mennesket, der er aktuel med ny musik, her.

Der er dømt idyl i den københavnske forstad Brønshøj. Villavejsdanmark, er det sted den 31-årige Stine Bramsen, kalder hjem. Fuglene fløjter på torvet, og et stråtækt hus ligger og luner sig i solen. Stine, der i de senere år har etableret sig som en af Danmarks stærkeste kvindelige sangstemmer, misser med øjnene og slubrer makkerparret, en overdimensioneret kop cappuccino og en croissant, i sig på den lokale kaffebar. På bordet ligger der en babyalarm, for lige uden for vinduet sover yngstesønnen Lasse på et år trygt i barnevognen.

En typisk hverdag i Stine Bramsens liv

Kl. 5.15: Min mand og jeg skiftes til at sove længe. Når det er min dag til at stå op med ungerne, laver jeg noget havregrød med mysli og blåbær, og så gør jeg ellers mig selv klar på 10 minutter. Før i tiden kunne det godt tage en time, men nu er det børnene, der skal gøres klar.

Kl. 8.30:  Jeg kører mod mit studie på Amager efter at have afleveret den ældste af mine sønner. Min mor passer den yngste. Når jeg er fremme, småsnakker jeg med Nicolaj Rasted og fokuserer på en sang, vi er i gang med.

Kl. 14.30: Jeg tager hjem for at hente børn, og så tikker der masser af mails ind i løbet af eftermiddagen. Især fra mit pladeselskab.

Kl. 17.30: Vi spiser aftensmad alle sammen, og så bliver Alfred og Lasse puttet halvanden time senere. Det kan godt tage lidt tid.

Kl. 20.00: Min mand og jeg arbejder formentlig begge en smule, men ellers står den på ren afslapning i de få timer, vi har sammen, inden vi dejser om.

Fandt sin egen vej

Der er på alle måder langt fra den Stine, jeg sidder over for lige nu, til den festabe, hun brød igennem som sammen med Alphabeat tilbage i 2005, hvor landeplager som ‘Fascination’ og ‘10.000 Nights of Thunder’ gav os alle akut kløe i dansebenene.

Med Alphabeat var det festen, der var i fokus. Det var en tid med en mission om at få det største smil frem hos folk. Da de lå øverst på hitlisterne, flyttede Alphabeat til London for at udleve rockstjerne-drømmen. Men da de vendte hjem i 2013 efter nogle år i den engelske hovedstad, valgte Bramsen at gå i den modsatte retning:

“Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg gerne vil noget andet. Der findes en mere alvorlig side af mig. Jeg har altid godt kunnet lide at sidde og se ud ad vinduet og tænke over verden. Den del af mig vil jeg gerne have ind i musikken. Derfor gik jeg solo.”

Læs også, om hvordan musik kan påvirke dit humør

Ordentligt rodehoved

Og det er gået glimrende. I dag, fem år efter, udgiver hun stadig musik i eget navn. Måske fordi hun virkelig satser, når hun gør noget.

“Jeg går til ekstremerne. Midten interesserer mig på en eller anden måde ikke, og jeg ved altid, hvad jeg vil. Og så gør jeg det med det samme. Sådan er min tilgang til musik også. Jeg kan have svært ved at lade mig rive helt med, fordi jeg gerne vil være bevidst om, at det, jeg laver, rykker, og jeg vil gerne være i kontrol. Men samtidig vil jeg nå helt ud i kanterne,” siger hun og kigger ned i kaffen et øjeblik.

“Jeg skal kunne mærke passionen i et projekt, før jeg kaster mig ud i det. Både privat og musikalsk. Jeg må være det, man kalder et “enten-eller-menneske”. Jeg er god til at træffe de store beslutninger, men jeg er elendig til dagligdagsting. De keder mig faktisk helt vildt, og noget af det mest uhyggelige, jeg ved, er at åbne folks tøjskab og opdage, at alt ligger snorlige. Det er noget af det, der er mest fjernt for mig. Men jeg har styr på mit liv. Jeg er et rodehoved, der gerne vil have tjek på tingene. ”

Derfor er det også fedt at være solist, for der skal jeg selv have ansvaret for at definere, hvor jeg vil hen.

Stine Bramsen

I nostalgiens tegn

Stine Bramsen voksede op i Ry. Vi taler om, hvorfor hun er blevet sådan. Og her på caféen i Brønshøj tager tankerne hende nu tilbage til en ungdom, der pludselig blev indhentet af en seriøs karriere.

“Jeg boede i en klassisk skilsmissefamilie med min mor og storesøster. I skolen blev jeg præsenteret for musik og teater, og i femte klasse kunne jeg mærke, hvordan det kildede i maven, når jeg sang. Så jeg startede et coverband, der hed De Rå Løg. Vi spillede Tina Turner,” griner hun.

Starten på karrieren

Helt unge Stine drømte om at blive linedanser, skuespiller eller sangerinde. Og da hun svarede på en lokal kontaktannonce fra en drengegruppe, som manglede et kvindeligt medlem, skete der noget. Hun kom med i Alphabeat.

“Det gik stærkt. Vi rykkede til København, da jeg var 18 år, og så var jeg jo ligesom bare sanger og boede i en lejlighed med drengene. Vi levede af pizza og mad fra frost, og jeg var syv kilo tungere, end jeg er i dag,” siger Bramsen og ryster let på hovedet af den tid, som hun dog har fået et mere afslappet forhold til. For Alphabeat er og bliver hendes livs mest radikale fest.

Spiller først nu Alphabeat

“Da jeg valgte at blive solist, besluttede jeg også, at jeg ikke spillede Alphabeat i starten. Det kan være underligt at stå til en koncert og mærke, at publikum egentlig mest venter på, at man spiller den musik, man brød igennem med. Derfor er det først nu her fem år senere, at jeg er begyndt at spille en smule Alphabeat, når jeg er ude. Jeg har måttet stå fast på, at jeg er solist, men nu er tiden kommet, hvor jeg også kan nikke anerkendende til det, vi lavede. Det er en dejlig følelse at kunne sende en kærlig hilsen den vej nu,” siger hun.

Stine Bramsen

Ambitiøs og en duksepige

Babyalarmen i hendes lomme begynder at vræle. Lasse er vågnet ude på fortovet, og få minutter senere sidder drengen på mors arm og kigger rundt med store øjne i den summende kaffebar. Bramsen ser kærligt på ham og fortæller så videre:

“Jeg er ambitiøs, men jeg er også en duksepige. Lige siden jeg var barn, har jeg altid elsket at skrive stile og svare rigtigt. Derfor er det også fedt at være solist, for der skal jeg selv have ansvaret for at definere, hvor jeg vil hen. For mig skal stort set alt føre til noget,” siger sangerinden og løfter sin søn op: “Se, Lasse, der er croissant!” Det virker, og kort efter gumler den etårige på det søde brød.

Ændret syn på parforhold

“Men jeg havde ikke troet, at jeg ville være et så konformt sted, som jeg er nu,” siger Stine Bramsen og smiler.

“Set udefra er jeg jo kvinden på 31 med karriere, mand og to børn. Som skilsmissebarn var jeg ellers så skeptisk over for parforholdet som konstruktion. Da jeg var i starten af 20’erne, syntes jeg også, at det var vildt, hvor mange par der holdt sammen, selv om de var utro, skændtes og konstant var uenige.”

Dengang var hun faktisk helt overbevist om, at hvis hun en dag skulle have børn, skulle det være alene:

“Fordi jeg formentlig ikke kunne holde en mand ud, og fordi han formentlig heller ikke kunne holde mig ud! Men i dag har jeg jo fundet ud af, at det er en tanke, man har, indtil man møder den rigtige. I dag kan jeg slet ikke forestille mig at være singlemor. Jeg fatter ikke, hvordan de gør det. Al respekt til enlige mødre! Men jeg er altså stadig ikke nogen husmor. Jeg har for eksempel lært at lave mad, men køkkenet er helt bombet bagefter.”

Stine: Jeg kan ikke skrive om at stå på en klub og danse

Mens Lasse er begyndt at vandre rundt på hendes skuldre, forklarer sangerinden, at hun har nogle klare mål med sin musik. Dem kan man mærke på hendes kommende EP, som hun vil spille i sin helhed til Fredagsrock i Tivoli i København til juni – og til alle de mange koncerter, hun skal give hen over sommeren, hvor det nye hit, ‘You’re Not Giving Up’, formentlig vil begejstre.

“Jeg laver alvorlig popmusik, og jeg er begyndt at skabe numre, hvor man kan mærke en sitren,” siger Bramsen og puster pandehåret væk fra øjnene, mens sønnen vandrer videre bag om hovedet på hende.

Stine Bramsen

“På min nye EP er jeg gået efter, at musikken og teksten skal spille op imod hinanden. Hvis lyden er dansabel, er teksten hård, og jeg føler, at det er nu, jeg har alderen til at lave netop den type musik. Det er lidt ekstremt, men sådan kan jeg bare godt lide det, og for mig handler det om, at musikken bliver mere og mere ærlig og undersøger, hvem hende Stine Bramsen egentlig er.

Jeg kan ikke skrive om at stå på en klub og danse, for så er jeg ikke tro imod, hvad jeg laver for tiden som mor til mine to dejlige drenge. Det er ikke mit univers lige nu – men derfor kan jeg jo godt have lyst til at danse og synge.”

Udfordrer sig selv gennem musikken

Et andet sted, hvor Bramsen udfordrer sig selv, er i succesfulde samarbejder. Blandt andet med Hampenberg, Alexander Brown og Carpark North:“For mig handler musik om autenticitet. I mine samarbejder med andre udforsker jeg mig selv og musikken. Da jeg lavede ‘32’ med Carpark North, udfordrede jeg mig selv, fordi jeg virkelig har det svært med rockguitarer. Men det var en fed udfordring at se, om min stemme kunne passe til den type nummer.”

Små åndehuller er vigtige

Stine Bramsen trækker sønnen tilbage på skødet og kører hånden igennem hans silkebløde hårtotter. Det er vigtigt for hende at udvikle sig som kunstner, ja, siger hun. Men det er lige så vigtigt, hvad musikken fortæller os, der lytter med:

“Jeg synes, musik kan bruges til at sige noget. Popstjerner skal ikke være politikere, men vi kan i stedet formidle nogle følelser. Og så er musikken fordybelse og ro. Noget, som virkelig er en mangelvare i dag. Jeg forsøger at holde fast i fordybelsen, fordi verden bliver mere og mere flygtig. Vi lever i en hastig tidsalder med iPads og sociale medier, og samtidig er jeg blevet mor, så det er ikke mange minutter om dagen, jeg har til mig selv. Derfor er de små åndehuller blevet vigtigere for mig. Min mand og jeg værdsætter rigtig meget de to timer inden sengetid, når ungerne er puttet, og man kan nå noget andet. Det giver mig mulighed for at lade op og være mere til stede næste dag.”

Det handler om ikke at stå stille

Stine Bramsen er altså det sted i sit liv, hvor hun gerne vil være. Både i Brønshøj og i overført betydning. Hun ved ikke, hvad fremtiden bringer, men hun ved, at den bliver interessant.

“Jeg vil gerne cementere mig som solist, men drømmen er også bare at lade sig føre af livet. Hvis der åbner sig en mulighed i Californien, kunne jeg godt finde på at tage på eventyr. For mig handler det om ikke at stå stille. Det er vigtigt for mig at vide, hvor jeg skal hen, men min tid i Alphabeat lærte mig også, at man hele tiden må gentænke sig selv, hvis man skal være langtidsholdbar,” siger hun.

Hvad vil du gerne opnå?

“Jeg bliver aldrig kunstner med stort k, hvilket jeg har det godt med, men jeg vil gerne finde ud af, hvor langt ud i hjørnerne jeg kan nå med popmusikken og dens tekstunivers. Som musiker er man jo aldrig bedre end sin seneste sang. Jeg tror, at musikere generelt spørger sig selv hver eneste uge, om de laver det rigtige. Nogle uger kører det bare, og andre uger forstår jeg ikke, hvorfor de ikke spiller min musik i radioen. Der er altid et eller andet på spil, og det er ret ekstremt at leve med. Men det kan jeg jo godt lide.”

Stine Winter Bramsen Simonsen
  • Født 1986 og vokset op i Ry i Jylland
  • Bor i hus i Brønshøj med manden, Kasper, og deres to drenge, Alfred og Lasse
  • Brød igennem med gruppen Alphabeat, da de i 2004 vandt DM i Rock
  • Gik solo og udgav i 2015 albummet ‘Fiftyseven’, hvor nummeret ‘Woman’ gik til angreb på den vestlige verdens kvindekropsidealer
  • Stine Bramsens yndlingssang er ‘I Say A Little Prayer’ med Aretha Franklin
  • Optræder med sin nye EP, der er skabt sammen med producer Nicolaj Rasted, til Tivoli Fredagsrock 22. juni