5 tips til tøjvask med grøn samvittighed

Vi bruger rigtig meget energi og vand på at vaske tøj, men med 5 miljøvenlige tips kan du få grøn samvittighed og mere plads i budgettet.

Tøjvask

Når stakken af tøjvasken vokser, og det mentale overskud daler, er det ikke altid hensynet til miljøet, der står øverst på huskelisten. Men med få enkle skridt kan du vende bunden i vejret på vasketøjskurven med grøn samvittighed – endda til gavn for din pengepung.

Gør din tøjvask mindre

Første punkt på listen kan lyde logisk, men mange vasker tøjet oftere, end det er nødvendigt. Det er klart, at underbukser skal vaskes ofte, men bluser, bukser og skjorter kan for det meste sagtens bruges flere gange, hvis de ikke har synlige pletter eller lugter. Du kan også afprøve gængse husmorråd som at lufte uldsweateren, hænge silkeskjorten på badeværelset, så den får damp fra badet, eller give jeansene en tur.

Fyld maskinen (rigtigt)

Det mest miljøbelastende ved tøjvask er den energi, der bliver brugt på at opvarme vandet i maskinen. Derfor er det vigtigt, at du ikke vasker oftere, end nødvendigt. Så hvis du kun har tre stykker beskidt tøj, skal du med andre ord ikke give det en tur i vaskemaskinen. Fyld maskinen op hver gang, og vær opmærksom på, at det er forskelligt fra maskine til maskine, hvad en fuld vask er. Nogle maskiner skal kun fyldes halvt op for at vaske effektivt.

Skru ned for temperaturen

Du kan sagtens vaske tøjet ved færre grader uden at være bange for, om tøjet bliver rigtig rent. Langt det meste almindelige tøj kan vaskes fra 30 grader og helt ned til 15 grader – brug gerne et koldtvandsvaskemiddel, der er specielt beregnet til de lavere grader.

Undertøj, håndklæder og linned skal vaskes ved 60 grader, men tøj, der har været i kontakt med urin, blod, opkast og lignende skal vaskes ved minimum 80 grader. Det er en god idé at køre en tøjvask ved minimum 60 grader en gang imellem for at rense din maskine og fjerne bakterier.

Vælg miljø-mærket vaskemiddel

Når du skal vælge vaskemiddel, er det bedste og letteste råd at gå efter miljømærkerne. Kig efter det nordiske miljømærke Svanen eller det europæiske miljømærke Blomsten, og eventuelt også Astma-Allergi Danmarks blå krans. Så undgår du en række skadelige stoffer, samtidig med at du sikrer dig, at der er stillet krav til vaskeevnen. Miljøstyrelsen anbefaler desuden kompakt vaskepulver frem for flydende, da det indeholder færre miljøskadelige stoffer.

Læs også: 8 myter om bakterier

Dosér vaskemidlet korrekt

Overdosering af vaskemiddel er skidt for miljøet, og desuden bliver din tøjvask ikke renere af det. Det samme gælder, hvis dit tøj er meget beskidt. Her giver det mere mening at bruge et vaskeprogram med en god forvask. Du kan aflæse den anbefalede mængde vaskemiddel bag på pakken, men vær også opmærksom på, at mængden afhænger af, hvor i landet du bor. Der er nemlig forskel på hårdheden i vandet. Bor du i Østdanmark, skal du bruge lidt mere vaskemiddel, end hvis du bor i Vestdanmark. Du kan tjekke hårdheden i vandet, hvor du bor, på geus.dk

Pssst!

Vidste du, at du kan spare 55 procent af strømforbruget til vaskemaskinen, hvis du halverer temperaturen, når du vasker tøj?

Lime.dk og magasinet LIME udgives i samarbejde med Netto